Anmeldelse: Love & Mercy
Portrætfilmen er en gennemtærsket type film, som alt for ofte følger standardiserede fortællestrukturer og forherliger personen, den omhandler, og pænt springer over mere kontroversielle aspekter. "Love & Mercy" om The Beach Boys' kreative drivkraft, Brian Wilson, tør heldigvis fortælle sine historier på anden vis.
Filmen skildrer to afgørende perioder i Brian Wilsons liv. I den ene i Wilsons vigtigste kreative år i 1960'erne spilles han af Paul Dano, der eminent viser, hvordan den unge Wilson balancerer mellem en langsomt tiltagende angst og stofmisbrug og sine kompromisløse, kreative ambitioner. I den anden er det John Cusack, der lægger krop til en ret anderledes og nu på mange måder ødelagt Wilson, der en dag på en af sine hvileløse vandringer rundt i 80'ernes Californien møder og forelsker sig i en bilsælger (Elizabeth Banks). Sammen udvikler de et forhold, der skal hive ham væk fra hans dårlige vaner, som bl.a. holdes i live af den stærkt kontrollerende psykolog (Paul Giamatti), der holder Wilson under et ekstremt opsyn.
Måden "Love & Mercy" skildrer disse to perioder på en anderledes måde er ved konstant at skifte i tid. Der er ingen almindelig kronologisk opbygning, og dette er med til at holde en vis distance til Wilsons to forskellige karakterer. Vi kommer aldrig helt tæt på, men på denne måde undgår filmen at forherlige Wilson, og samtidig kan den fokusere på at beskrive verden omkring ham – og mest af alt måden, Wilson kommer i kontakt med sine omgivelser – via lyden.
Lyden fylder nemlig en ret stor del af filmen. Dette er nok ikke så overraskende, når der nu er tale om en musikalsk portrætfilm, men lyden bruges ikke blot til at opremse Wilsons kendte hits for genkendelighedens og musikkens skyld, men mest af alt til at portrættere Wilson, der med sin aparte personlighed ellers er i fare for blot at ligne en idiot savant, når det er så nemt at referere til Wilson og hans banebrydende studiearbejde med så unuancerede ord som geni og genialt. Det kommer dog desværre til at ske i nogle enkelte af de scener, hvor han spilles nærmest udtryksløst af Cusack, der til hans forsvar spiller den langt mere komplekse udgave af Wilson.
Den distancerede skildring er også at opleve visuelt. Fotograferingen er bevidst udført på en måde, der emulerer 60'ernes og 70'ernes kameraarbejde. Der er utroligt mange panoreringer, hvilket giver filmen en Robert Altman'sk 70'er-stil, som beskriver omgivelserne næsten lige så meget som karaktererne. For visuelt er filmen også sin egen, eksempelvis når vi ser den unge Wilson sidde i studiet, og kameraet pludselig udfører en 360° panorering, så vi kan se alle personernes handlinger. De to tidsperioder kan mærkes, men er samtidig ikke for forskellige fra hinanden – det er karaktererne, der er. Ud over Paul Danos fabelagtige evne til at udvise styrke, svaghed og ømhed på samme tid, er Elizabeth Banks yderst troværdig i en rolle, som måske er lidt for ensformigt skrevet, men som hun i høj grad bringer til live. Paul Giamatti gør det samme, blot med sin lidt for simple skurkerolle. Det er betagende at se, når han flipper ud og mister den kontrol, han er så ivrig efter at styre Wilson med.
"Love & Mercy" er en dejligt betagende film, som er velgennemført på så mange filmiske planer. Dens måde at gå tæt på Brian Wilsons karakter holder spændingen og lysten til at lære ham bedre at kende oppe. Det er en film, hvor der i sidste ende ikke sker særligt meget, da vi kun følger to relativt korte perioder i Brian Wilsons liv, og derfor kan man måske opleve, at den mangler en mere fyldig og udtalt dramatisk historie med større armbevægelser, men det er ikke filmens mål at råbe højst i en jungle af portrætfilm. I stedet er handlingen skildret ømt, nuanceret og – vigtigst af alt – ikke for forherligende. Om man er den helt store Beach Boys-nørd eller (som jeg) knapt nok er inde i den del af musikhistorien, så er "Love & Mercy" en film, der rammer en utrolig god balance mellem alle de elementer, som er essentielle i en rigtig god portrætfilm.