Anmeldelse: Mr. Holmes

Sherlock Holmes. Vi lader lige navnet stå lidt. Ikke alene kan Arthur Conan Doyles fiktion om den britiske mesterdetektiv i al beskedenhed betegnes som udødelig – og særligt indenfor film og tv. Universet fornyes gang på gang. Indenfor de sidste ti års tid er der tilmed kommet flere, mange af dem ganske vellykkede, fortolkninger. Guy Richie introducerede makkerparret Holmes og Dr. Watson som actionstjerner, mens BBC for et par år tilbage genfortalte de klassiske victorianske fortællinger i nutidige rammer med d'herrer Benedict Cumberbatch og Martin Freeman. Med Bill Condons "Mr. Holmes" er BBC atter på spil og formår endnu en gang at udforske det originale oplægs tilsyneladende grænseløse potentiale.



Sherlock Holmes (Ian McKellen) er blevet en ældre herre på 93 år, der nu bor afsides som biavler på et lille landsted – langt væk fra alverdens crime stories. Holmes trak sig nemlig tilbage 30 år tidligere – men hvorfor, kan han ikke længere huske. Selv geniale mesterdetektiver kan altså blive senile. Dog beslutter veteranen sig for at opklare, hvad præcis der skete under den sidste sag, der fik ham til at gå i eksil – langt væk fra Baker Street.

Som temmelig utraditionel og dvælende fortælling er vi lige så langt fra de skarpe replikker og fikse elementære deduktioner, som ellers kendetegner en ikonisk karakter som Sherlock Holmes. I "Mr. Holmes" er der tale om en anderledes menneskelig og lun ældre mand, som hovedrystende ser tilbage på den måde, omverdenen har fremstillet ham gennem tiden. Dog uden at give slip på mysteriet, som dog er blevet noget mere hverdagsligt.



Tag ikke fejl – Holmes er stadig en fascinerende karakter som 93-årig, men han er uvant skrøbelig og dybest set utroværdig, nu hukommelsen mere end spiller ham et pus. Hvilket den forhenværende detektiv er modvilligt bevidst om, trods sin ærekære intellektuelle stolthed. Filmens egentlige mysterie er en tematisk afdækning af tid – og hvad der i søgen efter sandhed kan være selektiv forglemmelse, stædig fortrængelse og resultatet af uundgåelige alderdom. Og dette er såmænd både fængslende og rørende portrætteret.

"Mr. Holmes" byder på andet end en ømtålelig rejse ind i en ældre mands sind for at huske tiden, der gik. Filmen er spækket med fine skarpsindige referencer og humoristiske metakommentarer til både Conan Doyles enorme litterære bagkatalog og ikke mindst de mange filmatiseringer. Ian McKellen er intet mindre end fænomenal, når han smågryntede sidder i biografen og uforstående iagttager, hvordan de mange sager forvaskes som overspillet underholdning. Det viser sig nemlig, at den nu afdøde Dr. Watson var den, der skrev bøgerne bag makkerparrets bedrifter, og vistnok pyntede lige lovligt meget på sagerne. I hvert fald som Holmes selv husker det. McKellens portræt er anderledes humoristisk og mere fornøjeligt end veloplagte Benedict Cumberbatch og Basil Rathbone – alle tiders absolut bedste Holmes – og det er forfriskende i al sin stilfærdighed. 



Det er svært ikke at holde af "Mr. Holmes". Både som kreativt sidespring og intelligent metafilm omskrives en nærmest mytologisk karakter som Sherlock Holmes, og filmen genskaber ham som senil oldefar med gevaldige problemer med hukommelsen og selvbilledet. McKellen & Co. byder måske ikke på de store armbevægelser. Men her er tale om imponerende narrativ kompleksitet med enormt overskud og overblik – ydmygt og respektfuld fortalt af instruktør Bill Condon. 

Mr. Holmes