Anmeldelse: Walking Distance

Se på ham. Se hans nøgne, korpulente korpus. Dybt begravet i sengens svært belastede fjedermadras sidder han dér med ryggen til og ansigtet mod væggen. Mandens identitet henlagt i skjul. Vores blik hviler ene og alene på kroppens kolossale mængder flommefedt. Svedglinsende og afskyelig. Et væmmeligt syn. Sådan åbner den mexicanske film "Walking Distance". Efter få sekunder har vi allerede dømt Federico, der i mere end én forstand er filmens altoverskyggende hovedperson.

I takt med at vi kommer ind på livet af Federico (Luca Ortega), punkteres fordommene. Det er umuligt ikke at nære sympati for den ensomme klippe, idet han kæmper med at klare de mest simple dagligdagsopgaver. Alene og isoleret er hans eneste kontakt med omverdenen sin søster (Martha Claudia Moreno) og hendes mand Ramón (Mauricio Isaac). En dag, hvor de er på besøg, viser Ramón sit kamera. Det vækker begejstring hos Federico, der mod alle odds begiver sig ud på den lange tur ned til byens fotobutik for at købe sit eget. Her møder han Paulo (Joel Figueroa), en utilpasset knægt, som hurtigt bliver hans ven.

Modsætninger mødes og finder gensidig forståelse i hinanden, hvormed et berigende venskab opstår. Vi kender formlen til hudløshed. I modsætning til for eksempel det franske megahit "De urørlige" med tilsvarende præmis, er "Walking Distance" en upoleret sag, der så at sige går distancen uden at falde i samtlige klichéfælder. For historiens kerne er ikke så meget deres umage venskab, som det er de fysiske prøvelser, Federicos kropsvægt byder ham.

"Walking Distance" minder os om at værdsætte de store og de små ting i livet, vores kære og ikke mindst os selv. Bag Federicos absurd mange kilo gemmer sig et menneske, hvis grundlæggende ønske er frihed og evnen til at føre en almindelig hverdag som alle andre. Med sit nyerhvervede kamera får han mulighed for at indfange tiden, der flygtigt passerer forbi. Det er livsbekræftende at se, hvordan den triste sjæl gennem sine fotografier genfinder livsglæden i hverdagens trivielle, men værdifulde øjeblikke, vi nemt tager for givet.

Helt oppe at ringe når "Walking Distance" dog aldrig helt. Som hos Federico er historien indhyllet i al for megen overflødig fedt. Flere scener savner ganske enkelt den dramaturgiske gennemslagskraft, der gør, at man fastholder interessen. Selvom meget burde være ofret på klippebordet, ændrer det imidlertid ikke på, at debutinstruktør Alejandro Guzman har skabt en stilistisk gennemført film. Med en diskret brug af subjektiv lyd og klaustrofobiske indstillinger, der afspejler Federicos mangel på mobilitet, mærker vi ubehagen ved af at være fange af sin egen krop.

Ud over at give et sjældent indblik i en ekstremt overvægtig mands hverdag, imponerer "Walking Distance" ikke mindst i kraft af sin universelle skildring af en ildsjæls generobring af livet. Det er ikke nogen vild og voldsom filmoplevelse, som for evigt sætter sine spor, men den vinder alligevel takket være sit sympatiske budskab. Ja, der er al mulig grund til at forlade sengen. Bare se på Federico.

Walking Distance