Anmeldelse: Al magt til folket?

Den politiske smeltegryde brager løs som aldrig før. Populisme og postfaktualitet præger meningsdannelse overalt i verden, med hvad der i flere sammenhænge betegnes som et opgør med "eliten" eller "det etablerede". I sidste ende påvirker folket magthaverne, for sådan er demokratiet som ideal, når magten gives til folket – eller er det? Dokumentarinstruktør Lise Birk Pedersen tegner med "Al magt til folket?" omridset af den politiske tilstand i Italien og dermed et interessant afsæt i debatten om demokratiets paradoks.

Lise Birk Pedersen følger gennem tre år komikeren Beppe Grillo, lederen af den succesfulde Femstjernebevægelse eller Movimento samt et par af de mest markante profiler. Rigtigt interessant bliver det, da partiet overraskende får 25 procent af stemmerne ved jordskredsvalget i 2013 og dermed bliver støvlelandets tredjestørste parti. En stor andel af folket har med talt – de er trætte af de levebrødspolitikere og ikke mindst de korruptionsskandaler, som Silvio Berlusconi gennem tyve år har bragt med sig. Grillo har en smittende, klar stemme, der taler direkte til folket og mod eliten. En stemme, der lover nye tider og store opgør – både gennem Beppe Grillos enormt populære blog, hvor enhver kan komme til udtryk, og farverige demonstrationer, hvor de italienske armbevægelser går højt.

Som det ofte er set i politiske sammenhæng, er der ikke langt fra knald til fald, hvor de interne stridigheder for alvor viser sig, når ideologierne skal omsættes i praksis. Grillo kan nemlig ikke fralægge sig sin provokerende retorik og udstiller sig hurtigt som en politisk profil, der på ingen måde søger politisk samarbejde med resten af regeringen. Simpelthen da den karismatiske entertainer agerer ud fra, hvordan 50.000 stemmer på bloggen bliver repræsentativt for de otte millioner vælger, der stemte på Movimento.

"Al magt til folket?" er skræmmende aktuel. Både set med danske og internationale øjne som en bemærkelsesværdig påmindelse om, hvordan pøbelvældet i et direkte demokrati står i så stærk kontrast overfor de folkevalgte i et repræsentativt demokrati – og om magten overhovedet kan håndteres af folket, hvis den bliver overdraget til dem. Lise Birk Pedersen vender nemlig med sin observerende dokumentarisme på en tallerken i portrættet af den nok så velmenende bevægelse ved først at begrunde motivationen bag Movimento – for derefter at udstille Beppe Grillo som en komplet inkompetent lederskikkelse, der skaber intern og ekstern splid. Og værst af alt minder Grillo påfaldende meget om sin politiske ærkefjende, Signore Berlusconi.

Ikke kun demokratiets paradokser synliggøres undervejs, men også filmens modstridende form. Tre års arbejde bør kunne byde på mere end 60 minutters dokumentar, hvilket kan være et kreativt valg. Særligt kreativ er i hvert fald redigeringen, der ikke altid er klippet kronologisk i forhold til begivenhederne, samt sær genbrug af de samme sekvenser flere steder i filmen. Udover at det er sjusket, er det uundgåeligt ikke at sidde med en følelse af, at objektiviteten somme tider lægges på hylden, og narrativens opbygning derfor i sig selv er undergravende for sit eget projekt som troværdig politisk kommentar.

Timingen for udgivelsen af "Al magt til folket?" kunne ikke være bedre. Særligt nu hvor en retorisk stærk populist som Donald Trump er i gang med sine første uger som præsident, Brexit og omgangen med faktaresistens i det politiske landskab i bl.a. Danmark er ganske iøjnefaldende. Derfor er det en skam, at Lise Birk Pedersens dokumentar ikke er blevet helt finpudset, eftersom debatskabende spørgsmålet om dét, hun stiller, er vigtigere end nogensinde før.      

Al magt til folket?