Anmeldelse: Life, Animated

Livet kan være en ret besværlig størrelse. For overhovedet at kapere dets komplekse særheder må vi ofte begynde med at forsimple dem. Det er altid en god idé at begynde med en groft optegnet model at arbejde ud fra. Urmennesket tegnede hulemalerier, den troende har sin skabelsesberetning, og forskeren sine hypoteser. Denne mekanisme hjælper os med at blive mere erfarne og vokse op, men er så basal, at vi nemt kan tage den for givet. Som dokumentaren "Life, Animated" viser, lever vi alle med mekanismen og er dybt afhængige af den.

Som treårig stopper Owen Suskind med at tale. Han lukker sig uforklarligt af fra resten af verden. Ligegyldigt hvad hans desperate forældre finder på, kan de ikke komme i kontakt med ham. En hær af videnskabsfolk undersøger ham og stiller til sidst diagnosen autisme. Owen er konstant overstimuleret, da han ikke kan filtrere ordentligt i al informationen omkring sig. Han risikerer aldrig at åbne op over for verden igen. Forældrenes værste mareridt ophører dog tre år senere, da han en dag udtrykker sin ensomhed gennem en replik fra en af de mange Disney-film, de sidder og ser sammen. Owen kan sagtens kommunikere, så længe det er igennem Disney-figurers replikker.

"Life, Animated" fortæller den gribende fortælling om Owens "tilbagevenden" til verden via sin unikke evne til at indleve sig i Disneys fantasifulde, men også dybt relaterbare karakterer. Samtidigt følger vi den ældre Owen, som i dag er i midttyverne. Trods sit markante handicap skal han lære at leve på egen hånd og gennem alle de op- og nedture, som voksenlivet unægteligt bringer med sig, bliver det svært at finde løsninger i Disneys filmkatalog.

Mediegiganten hyldes dog forståeligt nok af familien, hvilket til tider gør dokumentaren alt for sentimental. De mange hyldester munder dog også ud i morsomme situationer, når Owen f.eks. mødes med nogle af de skuespillere, som på engelsk har lagt stemme til Disneys farverige karakterer, og alle begynder at tale med vildt fjollede stemmer. Hans utroligt ærlige reaktioner bliver dybt fascinerende at se. Ligesom Owen kan genkende og udtrykke sine følelser gennem Jago fra "Aladdin", kan vi som publikum genopdage sider af os selv ved at se på Owen. Det er næsten som at se et menneske bevæge sig i slowmotion, hvor en masse uopdagede detaljer pludseligt dukker op. Detaljerne er bare følelsesmæssige frem for fysiske.

For selv om Owen lever med en særligt hæmmende lidelse, der gør ham meget anderledes fra normen, er filmens største styrke netop, hvordan hans problemer fremstilles så universelle, at de fleste mennesker vil kunne relatere til dem. Om det er den mobning, han blev udsat for som barn, eller om det er den blanding af frygt og glæde, der er ved at træde ind i de voksnes rækker, så er det helt grundlæggende menneskelige følelser, der beskrives. Modsat hvad mange desværre tror om autister, og som Owen selv siger på et rørende tidspunkt i filmen, har han aldrig haft lyst til at isolere sig fra omverden, men derimod at dele sine oplevelser sammen med andre mennesker.

Det lykkes i høj grad for Owen at dele disse oplevelser sammen med sit publikum. Nogle gange føles "Life, Animated" ikke engang som en historie om en autistisk dreng, men i stedet bare om en helt "normal" filmnørd, der elsker tegnefilm, som dokumentaren selv ofte udtrykker sig igennem. "Life, Animated" er en rørende fortælling om at vokse op, finde de måder at udtrykke sig på, der bedst passer én, og i sidste ende bare leve sit liv – ligegyldigt hvor anderledes man er.