Anmeldelse: A Perfect Day
I "A Perfect Day" følger vi en gruppe nødhjælpsarbejdere, der har alt andet end en perfekt dag. Det umage hold bliver sat på prøve igen og igen i mødet med krigens ligegyldighed og de menneskeskæbner, de konfronteres med. Dramaet har dog en konstant undertone af sort humor, der gør, at man ikke går nedtrykt ud af biografen.
Filmen foregår i Bosnien under Balkan-krige og starter råt for usødet dybt nede i en mørk og klam brønd. Her forsøger den garvede nødhjælpsarbejder Mambrú (Benicio del Toro) at binde et reb om et gigantisk og opsvulmet lig af en mand for at få det fisket op. Liget forurener nemlig brønden, der er den eneste kilde til en nærliggende landsbys drikkevand. Rebet har dog ikke en chance mod "Fatso", som liget så smukt døbes, og knækker, før missionen er fuldført. Mambrú og hans hold må derfor på jagt efter et nyt og stærkere ét af slagsen. Det viser sig dog at være sværere end forventet at skaffe noget så simpelt som reb i en region, der er underlagt bureaukratiske hensyn, politiske dagsordener og makabre krigshandlinger.
"A Perfect Day" skriver sig ind i en tradition af sorte komedier, der kommenterer på krig og den desillusion, det kan medføre at tage del i den. Ligesom eksempelvis "M*A*S*H", "Catch-22" og "Dr. Strangelove" gennemsyres "A Perfect Day" af en nærmest kafkask selvmodsigenhed af mennesker, der prøver at gøre godt i en verden, der ikke giver mening.
Netop den tragikomiske tone er én af filmens styrker, og i enkelte scener formår instruktøren Fernando León de Aronoa at ramme denne hårfine grænse flot. Den charmerende Mambrús' samtaler med lokalbefolkningen gennem den unge tolk Damir er skæve på en måde, der giver en varme og vedkommenhed til omgivelserne. Også dialogerne mellem Mambrú og hans ven B (fornøjeligt spillet af Tim Robbins) balancerer på en knivsæg af deterministisk sortsind og forsigtig optimisme. Dog er det, som om filmen aldrig rigtig kommer i dybden med persongalleriet. Karakterudviklingen er desværre meget sparsom – hvis overhovedet egentligt eksisterende. Hver person udfylder en funktion og fremviser ét perspektiv på krigen og konsekvenserne af den, uden at de dog virker til rigtig at nærme sig eller lære af hinanden.
B's primære funktion er at motivere et soundtrack fyldt af vestlig rockmusik, og som i mange scener blæses ud over publikum for fuld skrue. Disse doser af rock strøs løbende ud over filmen og virker i visse tilfælde – brugen af Marilyn Mansons "Sweet Dreams" og Ramones' "Pinhead" gav mig kuldegysninger – men bliver ofte lidt for tungt og åbenlyst leveret. Netop denne heavy-handedness koblet med de liiidt kedelige karakterer og et MacGuffin-plot uden lige gør, at "A Perfect Day" ikke svinger sig op på de helt høje stjerner.
Krig giver ikke mening. Men i stedet for at sætte sig ned og græde over det, kæmper nødhjælpsarbejderne i "A Perfect Day" ufortrødent videre med forstanden nogenlunde i behold. Optimismen, der er gemt bag et ordentligt lag kynisme, giver filmen en tone, som rammer plet – for det meste. Et glædeligt gensyn med en række dygtige skuespillere i hopla giver karaktererne noget varme, som de mangler på historiebasis. De skarpe budskaber mangler dog, hvilket desværre gør, at filmen aldrig rigtig bider sig fast.