Anmeldelse: All the Money in the World

Skandaleramt actionthriller byder på Oscar-veterans bedste præstation i årtier

Visse film bliver på forhånd kendt, før de overhovedet får premiere. I kølvandet på #MeToo-kampagnen dryssede kendis-skeletterne ud af skabet. Ét af dem var Kevin Spacey, der var et par måneder fra at ramme det store lærred igen med "All the Money in the World". Instruktør Sir Ridley Scott tog konsekvensen, klippede (næsten) alle scener med Spacey ud og lavede nye med veteranen Christopher Plummer – Scotts oprindelige valg til rollen – på bare ti dage. På imponerende vis er ændringerne ikke til at se, samtidig med at det er lykkedes Scott at diske op med en glimrende inspired by true events-thriller.

En sommeraften i Rom bliver en ung mand pludseligt smidt ind i en varevogn med tonede ruder og kørt væk. Kidnapperne kræver 17 mio. dollars i løsesum – i 1973 en mere end betragtelig portion penge. Der skal dog mere til at få bedstefar J. Paul Getty (Christopher Plummer) til at ryste på hånden. Trods hans formue på langt over en milliard dollars nægter han – til stor overraskelse for både kidnappere og omverden – at betale. Den aldrende forretningsmand er snu nok til at vide, at det kan eskalere med hans i alt fjorten børnebørn. Det får den desperate mor (Michelle Williams) til at tage kampen op med sin svigerfar – i håbet om at få sin søn hjem i live.

Al ære og respekt for Ridley Scotts evne til at facilitere optagelser lynhurtigt og endda gøre det så effektivt, at 88-årige Plummer blev den ældste Oscar-nominerede skuespiller i historien. For "All the Money in the World" er solidt håndværk af én af branchens mest rutinerede instruktører. At de virkelige hændelser i forbindelse med kidnapningen af John Paul Getty III omskrives lige kreativt nok med en historie, der ikke nødvendigvis behøvede dét mere fart over feltet, er i overkanten.

Taget Christopher Plummers præstation samt Michelle Williams' og Mark Wahlberg som slibrig forhandler for hire med moralske skrupler in mente bør Scott overveje at bruge langt mindre tid på sine optagelser. De to årsunger er slidt tapet på væggen i forhold til deres ældre, hæderkronede kollega. På fornem vis indkapsles kapitalismens beregnende kynisme og menneskeligt forfald mesterligt med Plummers sans for detaljer i blik og bevægelser, mens særligt Wahlberg fremstår gumpetung og mildest talt malplaceret. Tematisk set, selvom det må være utilsigtet, er det en snedig krølle på halen, når Getty på absurd vis kaster sig ud i nådesløs forhandling med de forbløffede kidnappere.  

For det skete i virkeligheden. Det lykkes rent faktisk for J. Paul Getty at presse prisen til 2,2 millioner dollars, fordi dét beløb passede med fradraget på renterne på de fonde, alle milliondærens penge blev investeret i. Sådan at al indtjening forblev skattefrit for Getty-imperiet. Kritikken af multinationale virksomheder er tydelig, men desværre ikke særligt tankevækkende. De dybere lag druknes nemlig i generisk action-thriller-dramatik, særligt mod slutningen. Brandærgerligt på alle måder, eftersom Scott med sin sædvanlige sans for æstetik og forrygende filmisk håndværk fanger 70'er-ånden til perfektion. En mindre genistreg kunne være leveret under andre omstændigheder.

"All the Money in the World" kendetegnes nu primært ved at være filmen, hvor Kevin Spacey blev sparket ud, men bør huskes i særdeleshed for Christopher Plummers exceptionelle portræt af rigmanden J. Paul Getty. Til trods for en temmelig åndssvag afslutning formår Ridley Scott med kontant afregning fornemt at diske op med en yderst seværdig thriller.

All the Money in the World