Anmeldelse: Alle for tre
Instruktør Rasmus Heide er én af Danmarks mest succesfulde instruktører for tiden målt på billetsalg. Og så er han en rigtig filmnørd. Alligevel laver han ikke film for nørder. "Blå mænd" og "Alle for"-serien, som nu får sit tredje kapitel, er lette komedier, der appellerer til en bred skare af biografgængere. I stedet kommer det nørdede til udtryk i hans evne til at konstruere historier, der udnytter skuespillernes talenter og indfrier de genremæssige forventninger. Med "Alle for tre" er grebet om fortællingen dog løsnet alt for meget.
Det småkriminelle brødrepar bestående af den krakilske Timo (Rasmus Bjerg) og klaptorsken Ralf (Mick Øgendahl) er taget til Italien for at hente en værdifuld motorcykel, som deres afdøde far har efterladt. Her møder de deres ukendte søster og dyrerettighedsforkæmper Kim (Sonja Richter). Søskendetrioen bliver enige om i fællesskab at infiltrere den grusomme Signore Pelliccias (Zlatko Buric) chinchillafarm i en kombineret plan om at skaffe motorcyklen og redde de stakkels dyr. Men tingene løber selvfølgelig af sporet – og det i mere end én forstand.
Puha, sikke en redelighed. Historien er mildt sagt spækket med fjollede sidespring og karakterer – lidt som i de første to film. De vanvittige begivenheder er endnu mere vanvittige i tredje ombæring, men ellers er alt ved det gamle. Godt, hvis man holder af de to første og bare vil have mere. Skuffende, hvis et vandfald af jokes baseret på sproglige misforståelser ikke længere kan tilfredsstille. Undertegnede tilhører sidstnævnte.
Samspillet mellem Bjerg og Øgendahl kaster enkelte grin af sig, men bundniveauet er for lavt. Ralf forvirres over det italienske sprog: "Det er egentlig sjovt, det hedder Marmellata, når det smager fuldstændig ligesom syltetøj," siger han på et tidspunkt. Come on, Ralf. Er det virkelig sjovt? Kender du ikke det danske ord marmelade? Desværre er op imod halvdelen af filmens jokes variationer af ovennævnte. Alt for ensporet og komplet forudsigeligt.
Værre er det, at historien, som den fortælles, ikke fungerer. Når vores venner står i tilspidsede situationer, og alt går galt, gør "Alle for tre" sådan her: Klip. Pludselig er det overstået og problemet afværget. Så konsekvensløse historier er i overhængende fare for at miste tilskuerens interesse. Manuskriptet tillader ikke filmen at være andet end et tyndt opkog på dens forgængere. Tilforladeligt nok i den forstand, at det ikke er så ringe, at det vækker harme – blot apati.
Øgendahl og co. kører på rutinen, når der for tredje gang skal hæles og plyndres. Jonatan Spang er næsten ikke med længere, ej heller Anders Thomas Jensen på manuskriptet. Hvad det har haft af konsekvenser er svært at vurdere, men Spangs tilstedeværelse og komiske timing er savnet. En lind strøm af gumpetunge jokes og et ujævnt manuskript hjælper heller ikke på det. Rasmus Heide kan jo nok sit kram, og filmen er ikke et makværk, men "Alle for tre" masserer ikke lattermusklerne så meget, som den giver anledning til indifferent trækken på skuldrene.