Anmeldelse: Alletiders kvinder

Et menneskes gang fra barn til voksen er som udgangspunkt det rene filmguld. Coming-of-age, som det hedder. Følelserne river og rusker i teenagekroppen, der konstant opdager nye ting om sig selv og sine omgivelser. Og de er ofte svære at udtrykke og kontrollere, resulterende i komiske, pinlige eller rørende optrin. I Mike Mills' "Alletiders kvinder" er linsen som så ofte før peget i retning af oprøret mod vante miljøer og relationer. For det er ikke helt let at være teenager i 70'erne, hvor opstand og autoriteter evindeligt støder sammen. Det kan gøre nas, men også vise sig at være ret kodylt.

Året er 1979. Verden er befolket af unge mennesker, der skater dagen lang og ryger smøger. I Santa Barbara bor Dorothea Fields (Annette Bening) med teenagesønnen Jamie (Lucas Jade Zumann). Eks-hippien William (Billy Crudup) hjælper med at renovere det gamle hus, hvis dør ofte står åben for alle slags gæster. En af de faste er Jamies promiskuøse barndomsven Julie (Elle Fanning). Hun sover i hans seng, men deres forhold er platonisk. Og så er der lejeren Abbie (Greta Gerwig), der stopfodrer alle med feministisk litteratur og elsker punkmusik. Tre vidt forskellige kvinder, der alle forsøger at tage hånd om Jamie. Men har han overhovedet brug for det?

"Alletiders kvinder" viser flere ligheder med Richard Linklaters mesterværk "Boyhood". Historien er på en mindre skala, men tålmodigheden og ønsket om at skildre en drengs liv gennem tilsyneladende trivialiteter er den samme. Og som i "The Perks of Being a Wallflower" og Cameron Crowes glimrende "Almost Famous" er det kvinderne omkring, der udøver indflydelse og fanger interessen.

Tre forskellige generationer af kvinder og deres præg på Jamie og hinanden er et fascinerende udgangspunkt. Elle Fanning er utroligt indtagende som depressiv vildpige. Det er hendes rodede forhold til Jamie, der stærkest illustrerer de modstridende følelser i teenageknægten, hvis seksualitet vækkes og er svært håndterbar. Lige så modsætningsfyldt er Greta Gerwigs Abbie, der kæmper med sygdom, men samtidig er filmens komiske højdepunkt. Et middagsselskab forvandles til terapeutisk menstruationssnak – fornøjeligt for de unge, upassende ifølge de gamle. Og morsomt afrundet af Billy Crudup, der i sand mindful zen-stil pointerer vigtigheden af at have sex med hele kvindens krop under samleje.

Mest bekymret af alle er moren Dorothea. Hun er selv gået i stå, men virker stålsat, både på egne holdninger og ønsket om at hjælpe sin søn gennem de formative år. "Alletiders kvinder" handler om selvransagelse og balancen mellem tvivl og tillid. Den uudgrundelige mor forsøger konstant at se ind bag sin søns øjne og finde sandheden om, hvordan han egentlig har det. Problemet er i sidste ende – nok både for hende og filmen – at han faktisk har det ret godt. Samtalerne bliver mange og lange. Ofte konverseres der om små ting – nuancer af nuancer, der ikke altid er lige pirrende. I forsøget på at se alt fra så mange sider som muligt presser fornemmelsen af tomgang sig på.

"Alletiders kvinder" er en kontemplativ og lidt for tålmodig film med tre enormt stærke kvindelige skikkelser i forgrunden. Tillid, idealer og moral diskuteres gennem et menneskeligt teenagefilter, der skal forsøge at sortere de rigtige ting fra. Alle viser skrøbelighed og styrke på hver deres måde, men fortællingen glemmer i glimt sit publikum i jagten på menneskelige facetter. Heldigvis finder humoren også sin vej forbi Jamies dør. En barmhjertig film, der imidlertid ikke tilføjer stort til den i forvejen bugnende coming-of-age panteon. Det er seværdigt, men absolut set før.