Anmeldelse: Annabelle 2: Skabelsen

"Ved du, hvad jeg bedst kan lide ved Sweet Sue?, siger en lille pige til sin forhenværende legekammerat, mens hun viser hende dukken Sweet Sue – en gave fra denne veninde, der nu er skamferet i ansigt og krop. "At hun ligner dig på en prik." Et listigt smil. En frygt i øjnene. Intet er sagt direkte, men det værste er antydet. Den slags passiv-aggressiv form for terror mod sine ofre er en efterhånden ukendt dyd i moderne skrækfilm, men med "Annabelle 2: Skabelsen" har instruktør David F. Sandberg igen taget den op.

Vi er i 1940'erne. En dukkemager og hans kone har mistet deres datter i en ulykke. Tolv år senere beslutter de sig for at invitere nogle piger fra et børnehjem til at bruge deres hus som hjem. De hjemlige følelser udebliver dog, for i et låst rum sidder dukken Annabelle og venter på, at én af de uheldige sjæle kommer for at bringe hende ud af sit ufrivillige hi. Der er stjålet fra både "Ringu" og "Friday the 13th Part 2" samt Sandbergs egen kortfilm, hvor en kvinde uheldigvis bliver låst inde i vaskekælderen i sin ejendom, men "Annabelle 2: Skabelsen" er alligevel også mærket af egne kvaliteter.

Den sommetider inspirerende kameraføring samt den momentvise gode timing viser, at David F. Sandberg kun er en frigørelse fra de store produktionsselskaber væk fra at blive en brillant skrækfilmsinstruktør. Hvis den mand fik lov til at skabe sin egen identitet i stedet for at have producenter pustende sig i nakken, ja, hvem ved, hvad han så ville kunne drive det til? For selvom "Annabelle 2: Skabelsen" tydeligvis er holdt nede af dem, der gerne vil tjene penge fra de gyserhungrende teenagere og ikke meget andet, er der også øjeblikke, hvor Sandbergs sans for det uhyggelige kommer til sin ret. At han samtidig leger med en knivskarp lydside, der kommer tæt nok på til også at kæle for tilskuerens nakkehår, er en glæde for os, der sætter pris på gys og gru.

Andre gange virker det lige modsat. At Djævlen bliver stoppet af et simpelt klask over fingrene, er nok at tage et par friheder overfor det overnaturlige og giver en grim fornemmelse af, at der måske ikke altid har været fantasi nok til at give "Annabelle 2: Skabelsen" den ramme, den har brug for. Det er en kedelig erkendelse, når Sandberg ellers ikke før har været bleg for hverken at give filmen tid til at udvikle sig eller give den sine egne små skud af identitet.

Det reddes heldigvis på målstregen i filmens sidste øjeblikke, hvor filmene om Annabelle kædes sammen som perler på en snor. Når der endeligt gives et nik til den oprindelige Annabelle-dukke, der efter sigende skabte rædsel i virkelighedens middelklassehjem i 70'erne, er det svært for en horrorfan ikke at glæde sig over de vink, Sandberg giver til os, der er mere end almindeligt interesseret i al slags gys og gru.

Er det nok til endeligt at redde "Annabelle 2: Skabelsen"? Måske ikke. Men har den behov for at blive reddet? Heller ikke. Det er en film, der er langt bedre end sin forgænger, og som viser, hvilken fin skrækfilmsinstruktør David F. Sandberg kan blive om nogle år, når han får magt nok til selv helt at bestemme over sine produktioner. Den tid glæder jeg mig allerede til.

Annabelle 2: Skabelsen

Kommentarer

Annabelle 2: Skabelsen

  • 0

    Tror bare at jeg ser den, engang den bliver gratis på ViaPlay ;-)

    MovieMaster19-08-17 14:58

Log ind for at deltage i diskussionen