Anmeldelse: Anti

Med graffitikulturen som emne er instruktør Morten BH med til at repræsentere en kultur i det danske samfund, som ikke mange kender andet til, end at det er kriminelt og kaldes hærværk, når det ikke kaldes kunst. Den tilgang er BH ikke engageret i, men med fællesskabet i centrum har han alligevel formået at lave en film, som selv de uindviede vil være fascinerede af.

Vi er i Faxe Ladeplads, 1991. Den unge Simon har intet mål i livet. Han er netop blevet smidt ud af skolen, og det eneste, han gider, er at tegne. En dag ser han en gammel Style Wars-video og mærker en ny lidenskab: graffiti. Sammen med vennen Frede tager han nu det næste tog til København og oplever det gode sammen med det dårlige i det miljø, der kommer med graffitiskyerne.

Som et usynligt øje følger kameraet de utilpassede unge farverebeller som en usynlig naturalisme. "Anti" minder os diskret om, at samfundet byder på mange flere kulturer, end vi er vidne til i dagligdagen. På halvfems minutter bliver graffiti identitetsskabende og vigtigt på en måde, det ikke var førhen for os ignoranter, der ikke tænker to gange, når S-toget med de mange tags igen drøner forbi. Når Morten BH er så ferm til at skildre dette miljø, er det, fordi han når ned i de små detaljer. Holdånden mærkes ikke kun i dialogen og en struktureret skildring, men også i det kropssprog, der kendetegner omgangsformen.

Der er en sløv start i "Anti", hvor vi lærer vores hovedperson, Simon, at kende. Han er en døgenigt, som er svær ikke at blive frustreret over; en sløv type, der ikke virker til at have interesse i at åbne øjnene for resten af verden. Det er først, da han finder sit kald og ser sine værker på københavnske mure, at han vågner op til dåd, og "Anti" tager en entusiastisk vending. Der er noget symbolsk i en fyr, der keder sig i en langsomt bevægende film, der først tager fart, når han endelig mærker sit eget hjerte banke.

I baggrunden ligger en historie om venskab mellem Simon og den smule kiksede Frede. Venskabet skal gennem nogle strabadser, førend det anerkendes igen. Den historie har vi hørt før, og den virker en smule almindelig i en film, der ville være (endnu) federe, hvis den ikke fulgte denne fortærskede form. Måske er det ikke den første person, man møder i livet, der er den, man passer bedst sammen med. Men ak, "Anti" går den samme banale vej som så mange andre før den, når de nye venskaber viser sig at være overfladiske, og det gamle selvfølgelig er rent og fint.

Det kunne i samme stil være smukt, hvis lederen af graffitibanden ikke var en luskebuks, men i stedet en helt fjong fyr. Se, dét ville give Simon lidt af et dilemma og en ekstra dimension til en ellers god film. Det ville også skabe en anderledes vej ud af den sædvanlige historie og antagonistfordeling. Som kulturelt indblik fungerer "Anti" dog overmåde godt og er i stand til at udbrede graffiti til mere end bare nogle streger på S-toge og skumle tunneller.

Anti