Anmeldelse: Assassin's Creed (Blu-ray)

Nej, "Assassin's Creed" blev heller ikke den første vellykkede filmatisering baseret på et spil. Forbandelsen fortsætter.

Da Ubisoft udgav videospillet "Assassin's Creed" tilbage i 2007, var det kun med et spinkelt håb om en succes på størrelse med deres egen beslægtede "Prince of Persia"-serie. Spillet blev dog et enormt hit, og efterfølgeren har efterhånden opnået klassikerstatus. Ti år senere var der udgivet ni spil i hovedserien, et utal af spin-offs, og filmen var lige på trapperne. Med prominente skuespillere som Michael Fassbender, Marion Cottilard, Jeremy Irons, Brendan Gleeson, Charlotte Rampling og Michael K. Williams tilknyttet projektet var forventningerne uhørt høje. Blev dette endelig den første vellykkede film baseret på et spil? Svaret er et øredøvende "nej".

Da Cullum Lynch (Michael Fassbender) vågner op hos en læge umiddelbart efter sin egen tilsyneladende henrettelse, er hans første instinkt at flygte. Sofia (Marion Cottilard) forklarer ham dog, at han ikke er en fange, men derimod meget vigtig grundet hans slægt. Sofia og tempelridderne har nemlig opfundet en maskine, der lader en person genleve minderne fra ens genetiske ophav. Cullum bliver sat til maskinen og vågner op som Aguilar de Nerha i det 15. århundredets Spanien. Aguilar er en del af en hemmelig gruppe mennesker kaldet Assassins, der beskytter og gemmer Paradisets æble og dets kræfter. Dette er tempelridderne meget interesserede i, og snart ved Cullum ikke, hvem han skal stole på.

Indledningen i "Assassin's Creed" er en glimrende indikator for resten af filmen. På den mest uengagerede, uinspirerende og forhastede måde bliver det gjort klart, hvem de gode og de onde er. Filmen følger ellers spillenes mytologi glimrende, men den konstante gråzone og tvivl om det gode og det onde er blevet fuldstændigt udvisket. Tilbage står vi med en magtsyg karikatur i tempelriddernes øverstkommanderende, Rikkin (Jeremy Irons), som Cullum af uvisse årsager ikke rigtigt kan regne ud. Plottet sniger sig afsted med utallige repetitioner, der netop vækker minder om de værste dele af spillene, imens de bedste dele derfra udebliver.

På trods af et enormt budget på 125 mio. dollars ser næsten alt i filmen uægte ud. Faktisk virker spillene langt mere troværdige i deres udseende, og de afdæmpede farver samt den kunstige CGI skaber et virkeligt søvndyssende og kedeligt visuelt udtryk. The Animus – maskinen, hvori Cullum oplever Aguilars minder – er dog filmens absolut svageste punkt. I et forsøg på at gøre en stillestående stol mere spændende er den nu en interaktiv oplevelse, hvor personen, der er fastspændt, hopper og springer rundt, idet minderne bliver oplevet. Formålet er uden tvivl at gøre oplevelsen mere filmisk, men resultatet er i bedste fald ufrivilligt komisk og i værste fald tåkrummende pinligt.

Filmens enorme persongalleri består hovedsageligt af mange af nutidens bedste skuespillere. Utroligt nok kan man ikke mærke dette på noget tidspunkt. Fassbender sover igennem sine to roller, og Cottilard gider tydeligvis ikke at være med i filmen. Irons og Rampling virker, som om de har det sjovt med deres overdrevne stereotyper, men de formår ikke at tilføje noget ekstra til deres endimensionale karakterer. Instruktør Justin Kurzel har ellers med "Snowtown" og "Macbeth" bevist, at han netop godt kan instruere, men al energien er suget ud af samtlige actionsekvenser, og filmens umotiverede klipning ødelægger enhver mulig dynamik. Nej, "Assassin's Creed" blev heller ikke den første vellykkede filmatisering baseret på et spil. Forbandelsen fortsætter.

Billede & Lyd

Hvis man ser bort fra filmens kunstige CGI, er billedet trods alt klart med en tilfredsstillende detaljerigdom. Farverne er hovedsageligt mørke og sterile, men det er en bevidst valgt stilart. Filmens få close-ups er det absolut mest imponerende ved billedet og afslører udgivelsens høje kvalitet. "Assassin's Creed" er dog skudt i 4K, så jeg kunne levende forestille mig, at en UHD-version ville være en langt mere berigende oplevelse. Udgivelsens DTS-HD Master Audio 7.1-lydspor er der dog ikke en finger at sætte på. Al dialog kan høres uden besvær, imens actionscenerne næsten bliver medrivende pga. filmens score og diverse lydeffekter, der springer flittigt ud af alle højttalere.

Ekstramateriale

En femdelt featurette går bag om kameraet med en sammenlagt spilletid på ca. 40 minutter. Der er en del gentagelser undervejs, men man får et godt indblik i produktionen og tankerne bag de forskellige valg foretaget i filmen. I en anden featurette på ca. 20 minutter hovedsageligt med interviews af instruktøren bliver der igen gentaget mange af de samme ting, som den forrige featurette ellers berørte. De slettede scener kan ses med eller uden kommentarer fra instruktøren (det anbefales at se dem med kommentarer). De blev dog slettet med god grund, da filmen har rigeligt med gentagelser og er lang nok i forvejen. Afslutningsvis finder man det obligatoriske galleri samt en håndfuld trailere.

Assassin's Creed (Blu-ray)

Kommentarer

Assassin's Creed (Blu-ray)

  • 4

    Tak for endnu en god anmeldelse på et fysisk format. Det er vi vist nogle få, som stadigvæk sætter pris på!

    Nickell29-11-17 12:25

  • ★★1

    I så fald har du masser af anmeldelser at se frem til. :)

    Dolphinfriendly29-11-17 15:34

  • ★★★0

    Tak for endnu en god anmeldelse på et fysisk format. Det er vi vist nogle få, som stadigvæk sætter pris på!

    Dejligt at høre, og tak for at læse den =)

    David Lund29-11-17 17:29

  • ★★★★1

    Dejligt at høre, og tak for at læse den =)

    Jeg har nu også læst den. Blot så du ikke tror den er skrevet "forgæves. Jeg havde blot intet at sige til den. Har ikke set filmen og du overbeviser mig endnu engang om hvorfor:)

    T. Nielsen29-11-17 18:30

  • ★★★1

    Jeg har nu også læst den. Blot så du ikke tror den er skrevet "forgæves. Jeg havde blot intet at sige til den. Har ikke set filmen og du overbeviser mig endnu engang om hvorfor:)

    Thumbs up herr Nielsen!

    David Lund29-11-17 21:05

Log ind for at deltage i diskussionen