Anmeldelse: Atomic Blonde

Atomic Blonde" er en film så stilbevidst og glat, at dens henvisninger til Østberlin tilsætter den perfekte dosis anarki. I "Atomic Blonde" emmer dette østlige Berlin af røg og farlige hjørner, håndgemæng og elektronisk synth-pop.

Vi er i 1989. I Tyskland er der ved at ske ting og sager, men også i spionernes underverden kommer der skred i tingene. Navnet bag den såkaldte Atomic Blonde er Lorraine Broughton. Broughton er en agent, der sendes til Østberlin for at få fat på en liste over samtlige agenter. En sådan liste kan bringe mange et liv i fare, hvis den kommer i de forkerte hænder, og derfor står denne blonde og livsfarlige skønhed snart i det tidligere kommunistiske styre, hvor ruinerne fungerer som punkkulisse i gaderne, og hvor Lorraines iskolde kampteknik ville gøre selv Van Damme smånervøs.

At "Atomic Blonde" er en selvskreven titel i den populærfeminisme, der hærger popkulturen lige nu, er selvfølgeligt. At den er glat som en ål på alle de rigtige måder, er ikke. Derfor er det en glæde at skue en kvinde i sin bedste alder – Charlize Theron er trods alt over 40 år gammel – der ikke kun skærer igennem kampscener som en skarp kniv gennem nyindkøbt silke, men som også formår at holde en autoritet i sin rolle som den reserverede spion. "Atomic Blonde" er i sidste ende ren æstetik med alt, hvad det indbefatter af Soft Cell og Ministry på soundtracket og nedtonede farver med close-ups af den blonde skønhed i isvand, og det er i fokus på denne del af filmen, at instruktør David Leitch sejrer fuldstændigt.

Hvis det ikke er knytnæveslag og cirkelspark fra en smuk kvinde, der er ens kop te som tilskuer, ja, så er "Atomic Blonde" måske et syn værd alligevel. Det er trods alt svært ikke at blive imponeret over eksempelvis en kampscene, der ikke bare tager ti skønne minutter, men som også er så velorkestreret, at selv min fredelige mormor ville have lyst til at tage et par timers Tai Kwon Do-undervisning efter dét selskab.

Det handler ikke om plot, og det ville være en skam at sammenligne med storebroderen "John Wick", selvom mange har gjort forsøget. Leitchs fortid som stuntmand og såmænd også (ukrediteret) instruktør på et par scener af førnævnte actionbrag gør sig selvfølgelig gældende, men at skyde "Atomic Blonde" plagiering eller mangel på originalitet i skoene ville være at lukke øjnene for dens effektivitet. Det kan godt være, at det er set før, og at plottet er glemt i løbet af ingen tid. Men det ville være en lodret løgn at insistere på, at "Atomic Blonde" ikke er i stand til præcis dét, den har tænkt sig fra begyndelsen: at skabe en elektrificerende oplevelse, der ikke kun skaber et pludseligt behov for at sparke slyngler til plukfisk, men samtidig at se godt ud, mens det gøres.

Og det er dét, der gør "Atomic Blonde" til en velfungerende feminist-actionfilm. Mens mandlige tilskuere måske sidder og håber på endnu en scene, hvor Charlize og algeriske Sofia Boutella snaver i en technoklub eller en kampscene, der er en af årets bedste (hvem kan i øvrigt klandre nogen for dét?), vil det være svært for de fleste kvinder ikke at ønske, at vi alligevel blev lejemordere for staten, hvis muligheden bød sig. 

Se også: Moovy TV: "Atomic Blonde"-interview med Roland Møller

Atomic Blonde

Kommentarer

Atomic Blonde

  • ★★0

    Billede 1

    (Singin) I'm gonna pop some tags. Only got...

    I swear if you sing one more fucking line I will make sure you can Method act Charles Xavier in the next X-men movie!

    Elwood27-07-17 08:29

Log ind for at deltage i diskussionen