Anmeldelse: Bad Moms

Hollywood har de sidste par år haft travlt med at prøve på at vende op og ned og bytte om på stereotype kønsroller i sine filmproduktioner. Mest markant med den nye "Ghostbusters", der får premiere i næste uge. I denne uge er der dog også premiere på en slags "kønsombyttet" film, nemlig "Bad Moms", der er instrueret af forfatterne bag "Tømmermænd i Vegas" – filmen om de voksne drengerøves eskapistiske flugt fra voksenlivet for i stedet at leve et hensynsløst og uansvarligt liv, der dog hurtigt bringer ballade med sig, og som de til sidst må konfronteres på voksen vis – dog ikke uden at bibeholde lidt af den søde drengerøvsmentalitet.

"Bad Moms" følger denne skabelon til punkt og prikke – dog med nogle få afstikkere undervejs. Amy (Mila Kunis) er en hårdtarbejde forstadsmor til to. Hun klarer akkurat dagens strabadser, som bl.a. indebærer at arbejde på en utaknemlig kaffebar, hvor hun som 30-årig er den ældste medarbejder, køre sin 12-talsdatter rundt til aktiviteter som fodbold og kinesisk, lave mad til hele familien og passe sin søn og ægtemand, der på klassisk sportsidotmanér ikke gør dagens gode gerning. En dag får hun nok og allierer sig med nabolagets to sære mødre for at gøre op med forestillingen om et perfekt husmorliv og bare té sig, som det passer dem. Det går selvfølgeligt heller ikke godt, men efter et par lærerige oplevelser står vi pludseligt ved filmens slutning.

Store dele af "Bad Moms" udgør nogle af de mest forudsigelige scenarier, Hollywood kan byde ind med, og de fleste af de dele oplevede jeg desværre som tårekrummende dårlige. Det kan lige så godt siges med det samme: Især den forcerede og overforklarende dialog og voice over i begyndelsen af filmen fandt jeg forfærdelig. Meget usikkert udstikkes vittigheder til alle sider, der altid afsluttes med at skulle blive forklaret, som om forklaringen var en del af en metavittighed om, at kvinder ikke kan opfatte eller fortælle (dårlige) jokes. Uanset om jeg har misforstået denne type vittigheder eller ej, fandt jeg dem i hvert fald ikke synderligt sjove.

Humoren bliver dog bedre længere inde i filmen. Selvom den ofte refererer til aktuelle begivenheder, hvilket kun vil gøre den mindre sjov med tiden, var disse jokes langt bedre – især en om Christopher Nolans "Interstellar" fik sat ordentligt gang i lattermusklerne. Skuespillet er nemlig ret godt trods manuskriptets kvalitet. Især den vilde enemor Carla (Kathryn Hahn) har en god tilstedeværelse i de scener, hun medvirker i. Den skøre husmor Kiki (Kristen Bell) er derimod knap så overbevisende og mere sørgelig end spændende i sin anderledeshed. Antagonisten spilles dog fremragende af Christina Applegate, der gør det, hun kan med sin endimensionale karakter.

Karaktererne er netop en af filmens største svagheder. Hvis der skal være en mening med at fremhæve et andet køn i en filmproduktion, må det vel være for at undersøge det nærmere, men i "Bad Moms" er både mænd og kvinder lige så overfladiske, som de plejer at være i samtidens mandedrevne komedier. Filmen leger dog en smule med det kvindelige køn, og især de vilde fester og udskejelser, som hele nabolagets forstadsmødre deltager vildt i, er meget fornøjelige og underholdende, selvom de kun udgør små, men befriende stop på en allerede fortærsket vej.

Festlighederne er dét, der i sidste ende fremhæver "Bad Moms" sammenlignet med andre komedier i genren. For midt i budskabet om at vores mødre skal have lov til at more sig, ligger der nogle lidt for slørede pointer om børneopdragelse og kønsroller, især inden for middelklassen. Disse pointer kan filmen uheldigvis ikke helt opelske i sin afsluttende scene, mest af alt fordi stereotypiseringen af kønsroller desværre ligger dvask i vejen ved, at det kun er mødrene, der dukker op til det afgørende møde i forældrebestyrelsen. Heldigvis slutter filmen først rigtigt under rulleteksterne, hvor en scene, jeg ikke skal afsløre her, uden tvivl vil give dig lyst til at ringe din mor op og takke hende, trods de pinligheder hun end måtte have tvunget dig igennem i dit liv.