Anmeldelse: Brevet til Momo
Vi har set det før indenfor japansk anime – mystiske og spøjse væsner, der gemmer sig i krogene; et magisk univers, der er skjult for de voksne; og i centrum en ung pige, der langsomt opdager, hvad det vil sige at være voksen. Formlen er velkendt, ikke mindst på grund af de mange Studio Ghibli-film, der er strømmet ind over det vestlige marked de sidste år. I "Brevet til Momo" bliver vi stilsikkert - omend aldrig lige så charmerende som i filmens modstykker - ført gennem en klassisk coming-of-age-fortælling.
"Brevet til Momo" er centreret omkring en ung pige, der efter sin fars tragiske død flytter fra Tokyo til en lille og rolig ø, Shio, sammen med sin mor. Tynget af dårlig samvittighed over at den sidste samtale mellem hende selv og faren udmundede i et skænderi, bærer hun et ufuldendt brev fra faren med sig og klynger sig til dette sidste fysiske minde. Men roen på øen bliver forstyrret ved ankomsten af tre yōkai'er – spøgelsesagtige væsener, der er sendt ned fra himlen for at vogte over Momo og hendes mor, indtil faren kan overtage tjansen oppefra. På bedste eventyrvis hjælper disse tre umage karakterer Momo med at komme sig over sorgen og træde ind i næste fase af hendes liv.
Ligesom i meget anden anime bliver man som tilskuer introduceret for et univers, der er mere righoldigt, mystisk og til tider ret uhyggeligt, end man ofte ser i vestlige tegnefilm rettet mod børn. Her er ingen berøringsangst, når det kommer til de komplicerede og skræmmende følelser, som børn og unge mennesker - herunder vores protagonist - kæmper med. Netop dette gør karaktererne rundere og mere nuancerede, hvilket ofte afspejles i mytiske universer, der er fulde af detaljer.
Tilskueren sættes i Momos sted og følger hendes opdagelse af åndeverdenen og de væsener, der omgiver os - uden at vi opdager det. De tre Stooges-agtige vogtere står for nogle af filmens bedste, men desværre også værste øjeblikke. Enkelte steder brillerer de i en sort humor, der fik mig til at grine højt – især den mindste vogter er med sit stenede udtryk, sin dårlige hukommelse og sin overordnet umanérligt underlige opførsel en absolut perle. Men narrestregerne kammer flere gange over og bliver trættende. Eksempelvis i en overspeedet jagtsekvens, hvor vores protagonister kun formår at undslippe ved at prutte deres efterfølgere i hovedet. Det er banalt og taler ned til publikum - også børn.
Filmen er utroligt smukt håndanimeret fra ende til anden, hvilket er en bedrift, man må tage hatten af for. Øen Shio fremstilles som et absolut paradis, og man får helt lyst til at dykke ned i vandet, der omgiver den - så levende ser det ud. Især filmens klimaks, hvori alle øens ånder samarbejder for at hjælpe Momo, viser, hvilket sublimt håndværk instruktør Hiroyuki Okiura og hans hold lægger for dagen. Desværre kan historiens opbygning, middelmådige dialog og falden-på-halen-sekvenser ikke opretholde det samme høje niveau som animationen.
Som sådan er "Brevet til Momo" en sød og fin anime, men den opnår kun i enkelte glimt at indfange den magi og det forunderlige univers, som den lægger op til - desværre. For børn og barnlige sjæle er den dog en hyggelig eftermiddag værd - om ikke andet så for de maleriske billeder, der i deres detaljerigdom kan måle sig med klassikerne og de evigt populære Studio Ghibli-film.