Anmeldelse: Burnt

Heltedyrkelse har altid været en fast ingrediens i den amerikanske kultur og selvforståelse, hvad end det er implicit ud fra idéen om den amerikanske drøm, drømmemaskinen i Hollywood eller et drys imperialistisk krigsførelse som verdens politimand og supermagt. Nogle gange skal det næste koncept fødes i ny form. Michelin-stjernet gastronomi er i lige så høj kurs i USA som Europa, så hvorfor ikke gå den vej? 

Efter at have væltet sig i stoffer, kvinder og diverse kontroverser har Adam Jones (Bradley Cooper) været gået under jorden i tre år. Nu er han tilbage efter sin dannelsesrejse - mere klarsynet og målrettet end nogensinde før. Adam Jones er nemlig ikke hvem som helst. Her er tale om kokkeverdenens geniale enfant terrible - en sand rockstar, som har en plan: at få den tredje Michelin-stjerne på kappen og blive udødeliggjort som kokkehueklædt legende. Holdet bag gryderne skal dog på plads, og som i et andet reality show udvælger mesterkokken syv unikke talenter fra Londons spisesteder til at føre drømmen ud i livet.

Der bydes mere på reality show end kulinarisk realisme i "Burnt". Jovist, bagsiden af medaljen vises i små bidder, samtidig med at den hårdkogte perfektionisme i toppen af restaurantmiljøet berøres overfladisk. Men det troværdige portræt udebliver. Blod, sved og tårer degraderes til mellembagt rockstjerne-mytologisering af en branche, der ellers anses som en af de mest opslidende.

         

Ligesom visse patriotiske militærfilm kan anklages for at være rekrutteringsfilm for Uncle Sam, lugter "Burnt" langt væk af en indiskret reklame for et Gordon Ramsey-program. Bradley Cooper har skam også brugt den iltre britte som tydelig inspiration, særligt når den umage udvælgelse af uslebne diamanter og rutine finder sted på den lokale sandwichbar, hvilket underbygger filmens generelle kunstige følelse. Dette til trods for at Cooper krydrer de obligatoriske "mesterkok-smadrer-køkken-i-vrede"-scener med sin andel nerve og sjæl. Gode birollepræstationer af Sienna Miller, Emma Thompson og Omar Sy giver dog den udkogte sødsuppe et tiltrængt pift og redder til dels den ellers udbrændte historie.

Vejen fra to til tre af de eftertragtede Michelin-stjerner føles ikke som den sagnomspundne magtdemonstration, det efter sigende bør være. En film, der handler om bestræbelsen på det perfekte, skal ikke forfalde til det banale - dét gør "Burnt". John Wells' film er en helt igennem uinteressant kliché, hvor det misforståede geni kæmper sig tilbage på toppen af kransekagen og heltedyrkes for det. Selvfølgeligt sniger en forudsigelig romance sig også ind, mens den fortærskede moral om at lære af fortiden er svulstig nok til at vokse i munden.



"Burnt" er en smagløs spejling af tidens reality show-tendenser og serveres som den lunkne kaffe efter vellykkede retter som "Chef", "Jiro Dreams of Sushi" og "Noma - My Perfect Storm". Solide skuespillerpræstationer over hele linjen redder filmen fra en tur på toilettet, men overordnet set er John Wells' film absolut ikke værd at sætte tænderne i.  

Burnt