Anmeldelse: Carol

Todd Haynes har præsteret et periodestykke, som fokuserer på kvindeskæbner i tiden efter 2. Verdenskrig - en tid, der var præget af en række store samfundsomvæltninger. Familiestrukturer, køn og rettigheder blev taget op til genovervejelse, hvilket i "Carol" skildres gennem mødet mellem hovedpersonen, Carol (Cate Blanchett), og Therese (Rooney Mara), som forelsker sig - på trods af stor modvilje fra Carols eksmand.

"Carol" er baseret på romanen "The Prize of Salt"  (1952) af Patricia Highsmith, der i datiden rejste stor forargelse og opmærksomhed pga. det lesbiske tema. I nutiden er det moderne at skildre menneskets ret til at vælge sin egen seksualitet. "Carol" lægger sig lige i slipstrømmen på de seneste års portrætteringer af homoseksuelle og transkønnede skæbner.

På trods af det gode budskab, der også indebærer fine scener, som viser, hvor uretfærdigt Carol bliver behandlet – blot fordi hun lever anderledes – undgår "Carol" desværre ikke at blive en smule kedsommelig. Cate Blanchett har mange one-liners, som er citeringsværdige. Hendes præstation er blændende og viser hendes talents store autoritet. Rooney Mara er rørende, yndig og ligeledes dygtig. Deres påklædning er så ulastelig delikat og flot, at man næsten fortabes i den.

Melodramaet kører for fuld fart fremad, og det er umuligt ikke at lade sig rive med i særligt de dramatiske øjeblikke. Som da Carol kæmper om forældremyndigheden over sin datter, og hun med tårer i øjnene prædiker til sin mand om, hvilke mennesker de burde være, hvorefter hun stormer ud. De flotte kostumer, præstationer samt det melodramatiske er altså ikke at knipse af – det meste af tiden. Første halvdel af filmen portrætterer de to kvinders tiltrækning og forelskelse, og det går så langsomt, at vi ikke går glip af et eneste blink med øjnene eller skjulte smil. Da kærligheden endelig bryder ud i fuldt flor mellem de to hovedpersoner i en elskovsscene, er den for tilskueren uforløsende.

I "Carol" føles kærligheden friseret og afmålt, og denne pænhed afholder melodramaet fra at nå sin fulde effekt. "Carol" kan simpelthen ikke bære de to timer, den varer. Det ville have klædt filmen at være skåret ned, ligesom det ville have klædt den at være mindre udpenslende. Karaktererne i "Carol" er tavse og stilfærdigt lidende. De taler ikke meget, men alligevel har de så tydelige motiver, at de bliver kedelige at betragte. Selvom Carols skæbne og person er forbilledlig, bliver det desværre en noget langtrukken affære.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at "Carol" er en meget flot film med flotte præstationer og i særdeleshed meget flotte kostumer og opsætninger. Der er tydeligvis blevet postet mange penge i Oscar-kandidaten, der da også blev nomineret til seks statuetter, men måtte vende hjem uden nogen. Måske har man tænkt lidt for meget på de forudventende priser, da Todd Haynes lavede "Carol". Det er, som om den er for "sikker". Den vover ikke pelsen, og dens forudsigelighed afholder den fra at blive rigtig interessant, omend den er flot.