Anmeldelse: Central Intelligence

At Kevin Hart og Dwayne "The Rock" Johnson på et tidspunkt ville medvirke i en film sammen, kommer nok ikke for alvor bag på nogen. Men at komikeren Kevin Hart ville spille rollen som revisor, og at actionstjernen The Rock ville stå for langt de fleste komiske indslag, må siges at være en overraskelse. Men selvom rollefordelingen ved første øjekast synes besynderlig, så er det i realiteten et forbløffende godt træk.

De to hovedrolleindehavere spiller gamle skoleklassekammerater, der 20 år efter deres dimission fra high school møder hinanden igen. Mens Calvin Joyner (Kevin Hart) var den mest populære dreng i skoletiden, var Robbie "Bob Stone" Weirdicht (Dwayne Johnson) omvendt det overvægtige mobbeoffer. Meget er dog sket, siden de to sidst så hinanden. Calvin er blevet revisor og føler sig som en fiasko, mens Bob er blevet et muskelbundt og lidt af en Don Juan. Hvad Calvin imidlertid ikke er klar over, er, at Bob også er en eftersøgt CIA-agent. Inden Calvin ved af det, er de to derfor på flugt fra CIA på grund af en konspiration, der involverer en mystisk skurk kaldet Den sorte grævling. 

Med sit konfliktfyldte plot kunne "Central Intelligence" let være blevet lavet som et actiondrama i stedet for som en buddy-film. Men bortset fra at Calvin aldrig føler sig helt sikker på, hvorvidt Bob er offer for en sammensværgelse eller i virkeligheden selv er Den sorte grævling, er der ikke meget drama over "Central Intelligence". For godt nok er der fuld fart over feltet med masser af action, men det er aldrig uden en joke med på vejen. Når en vagt skal afledes, er det derfor også en anledning til, at Calvin kan fortælle en røverhistorie om, at hans køletaske indeholder et kønsorgan, der skal bruges i forbindelse med en organtransplantation.

Humoren i "Central Intelligence" er måske ikke ligefrem sofistikeret, men jokesene rammer alligevel oftere plet end forbi. Det er især takket være The Rocks karakter, der bedst kan beskrives som et forvokset barn. For selvom han så let som ingenting kan uskadeliggøre en toptrænet CIA-agent, er han mentalt som en lille dreng. Med sin enhjørningetrøje og utjekkede bæltetaske er den selvudnævnte krammetrold garant for konstant at bringe den alvorlige Calvin i forlegenhed på morsomste vis.

Det ville være synd at sige, at "Central Intelligence" bringer noget nyt til buddy-filmgenren. For det gør den ikke. Men til gengæld har den styr på genrens absolut vigtigste ingrediens: Kemien mellem de to hovedpersoner. Og selvom der ikke er nogen tvivl om, at Dwayne Johnson er filmens absolut største seværdighed, er det også værd at bemærke, at Kevin Hart ikke fremstår nær så anstrengende som i flere af hans andre film. Det klæder ham at spille en knap så frembrusende type.

Kevin Hart og Dwayne Johnsons første samarbejde kommer næppe til at blæse nogen omkuld. Men som en uforpligtende buddy-film er "Central Intelligence" bedre, end jeg havde turdet håbe på. Den sprudlende kemi mellem de to hovedpersoner kombineret med den platte, men effektive humor fungerer fortrinligt. Krydret med et par hylende morsomme cameos fra stjerner som Aaron Paul og Jason Bateman gør det "Central Intelligence" til et godt bud på en underholdende sommerkomedie.

Central Intelligence

Kommentarer

Central Intelligence

  • 0

    Men at komikeren Kevin Hart ville spille rollen som revisor, og at actionstjernen The Rock ville stå for langt de fleste komiske indslag, må siges at være en overraskelse. Men selvom rollefordelingen ved første øjekast synes besynderlig, så er det i realiteten et forbløffende godt træk.

    Well, jeg har nu længe haft den mening, at The Rock har et ganske fornuftigt humoristisk talent og at Kevin Hart er HELT tabt for det samme!

    Personligt tror jeg dog, at denne komedie vil falde helt igennem ved mig - igen, pga. Kevin Hart...

    moulder666 1-07-16 09:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen