Anmeldelse: Chronic

Aktiv dødshjælp bliver relativt ofte berørt i film. Og ganske ofte så melodramatisk, at tematikken drukner i højspændt unuanceret drama – langt fra en relevant debat og virkeligheden. Michel Francos "Chronic" går i en anderledes jordnær og vedkommende retning, der formår at tage emnet seriøst og taler i øjenhøjde til sit publikum.

David (Tim Roth) er en hjemmesygeplejerske, som arbejder med dødeligt syge patienter. Eftersom han er ekstremt dedikeret til sit arbejde, udvikler han et tæt og respektfuldt forhold til hver af de personer, som han tager sig af i deres sidste tid – og bryder dertil også visse skrevne og uskrevne regler om at forholde sig distanceret overfor sine patienter. Uden for sit arbejde, som han bruger det meste af sin tid på, fungerer David ikke særligt godt socialt. Det viser sig nemlig, at David har lige så meget behov for at passe de døende, som de har brug for, at han er der for dem.    

Davids lod i livet synes at være at tage de døende i hånden og trygt lede dem igennem deres sidste tid på så en stilfærdig og rummelig måde som overhovedet muligt. Scenerne er simpelt konstruerede og dog så subtilt underspillede i deres smertelige og dog afklarede realisme, at det er umuligt ikke at blive berørt og opløftet på én og samme tid.

"Chronic" vandt sidste år prisen for bedste manuskript på Cannes, hvilket muligvis er opsigtsvækkende – men bestemt ikke ufortjent. Tim Roth giver sit livs måske bedste præstation som den mystisk passive og rolige David, der professionelt optræder i patienternes bedste interesse. Eller gør han? Fra start af er der noget akavet ved den umiddelbart velmenende sygeplejerske, der helt automatisk gør ham mistænkelig. Hvorfor giver han alt for at spendere det sidste af patienternes liv med dem på deres vilkår? Hvorfor bruger han sin fritid på at grave i deres fortid for at kunne forstå dem bedre? Vi får ingen helt klare svar, men undervejs bliver bevæggrundene underbygget, når der graves i Davids fortid – og med afsæt i tre patienter med hver deres uhelbredelige sygdomme.

Selvom "Chronic" i sagens natur handler om noget sørgeligt, forfalder den aldrig til billigt købte tårer eller forcerede følelser. Mantraen er showing not telling, men helt igennem neutralt set gennem øjnene på David. Indstillingerne er kølige som taget ud af en Michael Haneke-film, og skuespillet er naturligt: Når vi ser hvordan patienterne får forkrampede anfald, når de udtømt for energi bliver vasket, eller når de ligger på deres selvvalgte dødsleje – altid med David ved deres side. Historien fortælles helt stille og udramatisk. Måske derfor rammer Michel Franco et punkt så hårdt, så tankevækkende og alligevel så rent, at de sårbare tanker om livet og døden tages ned på et så relaterbart niveau, at det er muligt at forholde sig nuanceret til dét, der en dag uundgåeligt kommer til os alle.

Som lille, forsagt film uden store armbevægelser om så tungt et tema som aktiv dødshjælp formår "Chronic" ikke desto mindre at balancere noget nær perfekt mellem det vedkommende og det jordnære. Der hverken svælges i orkestrerede følelser eller belæres om et emne, langt de fleste naturligt nok har en mening om. Dét er lidt en bedrift, hvilket gør "Chronic" til en af de allerbedste film indenfor emnet.