Jeg er glad for at du anerkender at der skal masser af kød i taco’en, for at den fylder:-D
Anmeldelse: Coco
Seneste Pixar-film er et salsamix af "Op" og "Inderst inde", hvor peberkværnen drysser den ekstra omgang ned i en indbydende ret af tilpas velkendte smagsindtryk
Pixar er lig med kvalitet. Sådan har det – med få undtagelser – været stort set siden "Toy Story" fik premiere i 1995. Snart 25 år senere fortsætter det nu Disney-ejede animationsfilmselskab med at imponere med teknisk stærke og storladne solstrålehistorier. Effektivt og kreativt henrykker Pixar nu også med "Coco". Til dels.
12-årige Miguel bor i Mexico og drømmer om at blive en berømt musiker som sit store idol, guitarlegenden Ernesto de la Cruz. Familien har imidlertid forbudt ham at spille, eftersom den guitarspillende tipoldefar forlod la familia for at blive musiker. Da drengen skal deltage i et lokalt talentshow samme aften, som De Dødes Dag afholdes, skal knægten derfor finde en guitar – og der er tilfældigvis én i de la Cruz' gravsted. Ved et uheld kastes Miguel ind i de dødes verden, hvor familiemysteriet viser at gemme sig. Men uret tikker. Finder Miguel ikke en udvej inden natten og højtiden er ovre, tvinges han til at forblive blandt de døde. Dios mío!
"Coco" ér en samlebåndsfortælling. Iført kulørte latinamerikanske referencer, der bogstaveligt talt leder en særdeles velkendt dannelsesrejse til døde. Følg dine (amerikanske) drømme, uanset hvor store de end må være – for i sidste ende at erkende, at familie er det vigtigste. Ja, hvor mon vi har set dén før?
Før var det en gourmetelskende rotte, en afdanket superhelt, kasserede legetøj, en tyk dreng med balloner eller Jungs personlighedstyper. Nyeste skud på Pixar-stammen er et salsa mix af "Op" og "Inderst inde", hvor peberkværnen drysser den ekstra omgang ned i en indbydende ret af tilpas velkendte smagsindtryk. Temaer og persongalleri er trods det eksotiske pift stort set, som det plejer at være. Ikke at det nødvendigvis gør alverden, at vi spises af med endnu en skiveskåret omgang, så længe at det er så velanrettet som i "Coco".
Solskinshistorien luner i alle nuancer af gul. Ganske vist læsker det tynde øl mere end det beruser, men det er svært ikke at lade sig føre med af Pixars sædvanligvis eminente sans for kreativitet og veltimede humoristiske anslag. For når den får så sombreroen passer, smitter stemning og fortælleglæden til det euforiske. Miguels coming-of-age færd fortryller som varmblodig hyldest til mexicansk kultur og mytologi, skabelon eller ej. Når tudeviolinerne spiller op til fuldbyrdet sentimentalitet, forvaskes det dybfølte imidlertid til letkøbte toner, der klinger så hult som Yul Andersons ømme tangenter en doven sommerdag på Strøget.
Nej, forvent ikke samme Pixar-magi som i deres bedste. "Coco" er simpelthen for set før – den dér helt unikke oplevelse udebliver. Fortællingen om den lille knægt, der dannelses-rejser gennem sit eget kulturelle ophav, er absolut en fornøjelig og hurtigt spist lækkerbisken. Det til trods føles potentialet alligevel en smule spildt i genbruget af temaer og virkemidler udi Pixar-regi. Ikke fordi det er en for stor mundfuld, men fordi der ikke er kød nok i tacoen til at mætte.