Anmeldelse: Delfinen (Kortfilm)

Musikken og kameravinklerne underbygger en stemning, som minder den franske filmperle "Amélie".

Når sorgen skiller folk ad, kan det så lykkes at finde sammen igen? Det er temaet for denne lille perle af en kortfilm, som har et yderst talentfuldt hold bag sig i form af instruktøren Laurits Munch-Petersen, kendt for film som "Ambulancen" og "Over kanten", og skuespillerne Thure Lindhardt og Pernille Andersen. Sløjfen på pakken er det stærke talent i form af producerne Kim Magnusson og den nybagte vinder af en Æres-Robert, Tivi Magnusson, og en flot opbakning med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Så nu sidder du sikkert og tænker: "Det er meget fint med al den info om kortfilmen, men hvad med at jeg får noget at vide om, hvad den egentlig handler om?" Jo, egentlig ville jeg i denne anmeldelse helst bare skrive mine fem stjerner og sige, at du skal holde øje med, hvornår du kan finde "Delfinen" på diverse danske filmsites og i tv, for det er en klog, modig og sårbar kortfilm, der helt fint selv ved, hvad den vil fortælle. Men jeg vil alligevel prøve at fortælle om handlingen uden at afsløre for meget, for dette er en kortfilm, som i dén grad vil ramme dig midt i din psykiske sårbarhed og rykke ved visse tabuer, som vi i Danmark er gode til at gemme væk fra overfladen af livet.

Kort sagt er "Delfinen" historien om kvinden Anna, der tager sin elskede søn med til stranden. De skal færdiggøre hans svømmekursus Delfinen. En mor og en søn på udflugt sammen. Men noget er fuldstændig galt... Musikken og kameravinklerne underbygger en stemning, som minder den franske filmperle "Amélie". Og det er lækkerier! Men samtidig får man hele tiden fornemmelsen af underliggende, uhyggelige følelser, som flyder ind og ud af scenerne som bølger, der rammer skærmen og langsomt trækker sig tilbage.

For hver bølge bliver du hele tiden vådere og vådere. Og på samme måde bliver du hele tiden mere og mere klar over, at der er noget galt midt i den idylliske familiedag. Et par blå solbriller og mascara ned af kinderne. Mor og Søn er krigere, de er vilde, og de er tæt knyttet sammen. Intet kan skille dem ad. Men hvad når legen ender, og alvoren sætter ind. Hvad gør man så? Svømmer man videre eller drukner man?

Åbningsscenen er simpelthen så fremragende skudt og eksekveret, og en åbningsscene er noget af det vigtigste for mig i en film. Hele filmen virker utrolig helstøbt som mesterværkerne fra dansk guldalder i 90'erne og start 00'erne. Samspillet mellem mor og søn er holdbart og troværdigt. En lille hemmelighed, jeg gerne vil afsløre, er, at Mor og Søn i filmen også er mor og søn i det virkelige liv. Og sødmen fra deres ægte bånd til hinanden gør bare denne kortfilms handling så meget hårdere at bearbejde. Thure Lindhardt er en stjerneskuespiller, selv i mindre roller. Jeg kan simpelthen ikke hylde hans talent nok.

Slutningen havde jeg ikke set komme. Jeg havde selv forestillet mig en mere depressiv "The End", og jeg nyder, at instruktøren Laurits Munch-Petersen bruger en mere menneskelig end kynisk vinkel. Det ville bestemt have været nemt at tage den kyniske vej ud, men med netop hans afslutning viser han præcist, hvor rå, kontant og alligevel drømmende, "Delfinen" er.

Det er en kortfilm, du sent vil glemme.

"Delfinen" vi blive vist på DR senere på året og kommer til at ligge offentligt tilgængeligt på Filmstriben og DR’s hjemmeside.

Delfinen (Kortfilm)