Anmeldelse: Den 12. mand

"Den 12. mand" centreres omkring norske Jan Baalsruds flugt fra nazisterne under Anden Verdenskrig.

Jeg kom for Jonathan Rhys Meyers isblå Gestapo-øjne, og jeg forlod biografsalen med Thomas Gullestads stålfaste modstandsøjne. De blev siddende i mit indre og en kampklar sjæl, der var blevet sendt 75 år tilbage i tiden, og som slet ikke var forberedt på den pludselige danske forårssol, når jeg lige havde tilbragt over to timer i iskoldt, norsk, frysende snevejr og med nazister i hælene.

"Den 12. mand" centreres omkring norske Jan Baalsruds flugt fra nazisterne under Anden Verdenskrig. Vi befinder os i Troms i 1943. Tolv norske sabotører overraskes på en fiskekutter af tyske soldater. Elleve mand bliver tortureret og dræbt, og kun den 12. undslipper. Såret i foden, gennemblødt og med nazisterne efter sig tvinges Jan Baalsrud ud i den nådesløse, nordnorske vinter. Han jagtes utrætteligt af den følelseskolde Gestapochef, men bliver uvidende et symbol på norsk heltemod og modstandsbevægelse. I sin kamp for overlevelse hjælpes Baalsrud af sine landsmænd, der nægter at overgive sig til nazisterne.

I læsningen om "Den 12. mand" blev jeg straks grebet af historien om Jan Baalsruds sande heltehistorie. En mand, der mod de mest umulige odds nægter at give op og får hjælp til at håndhæve sin vilje takket være godheden fra tilfældige mennesker. Det er en utrolig smuk og rørende film, der bringer minder om "The Revenant". En film, der indbragte Leonardo DiCaprio hans første Oscar takket være en hårrejsende god præsentation, hvor han bragte frontier-manden Hugh Glass' lige så mageløse overlevelseshistorie til live for vores øjne.

Fans af "The Revenant" vil synes om "Den 12. mand", samtidig med at det publikum, der fandt "The Revenant" for lang, kedelig eller besværlig at nyde, formentlig vil mene det samme om filmatiseringen om Jan Baalsrud. Filmen holder hele tiden én fastspændt. Især er der så mange lækre ting ved denne film, som er så perfekt sammensyet. Deliriske flashbacks, der i visse scener minder om "Trainspotting" eller "Requiem for a Dream". Den følsomme efterskrift og hele den dirrende fornemmelse af at overvære en krigsfilm, hvor alt, vi kender, bliver bragt frem igen.

Hollandsk-norske Harald Zwart har haft modet til at genfortælle en historie, der allerede er blevet fortalt med stor succes. I 1957 blev historien om Jan Baalsrud portrætteret i, hvad det norske folk i 1991 kårede som den bedste norske film nogensinde, Arne Skouens "Nine Lives" fra 1957. Zwarts film formår at hylde en mand, der gennemgik helvede. Det ene øjeblik giver det blodrøde vand dig kuldegysninger, og det næste er lyden af det brusende hav lyden af frihed. Det ene øjeblik giver Harald Zwart dig lov til at holde vejret og stirre på den sort/grønne diamantfyldte himmel, og det næste er din hals fyldt med snefnug og lyden af mord i den sorte nat.

Visse historiske personer kommer til at gennemgå prøvelser i livet, som andre mennesker aldrig nogensinde vil kunne forstå.  Film som "Den 12. mand" giver en fornemmelse for deres styrke og bidrag til verdenshistorien. Alt imens vi for en stund befinder os i deres sko, hvor forståelse for deres verden og erfaringer manifesteres i noget, vi kan tage med os. En forståelse for de uretfærdigheder, tab og historier, som aldrig nogensinde må blive glemt.

Den 12. mand