Anmeldelse: Den sorte jord

"Den sorte jord" er vigtig og modig i sin skildring af den grusomme mellemkrigstidsperiode.

Politiske dramaer om Nazitysklands forfærdelige regime i 1930'erne – der som bekendt senere endte i 2. verdenskrig – er mange. Et kapitel, der for altid vil hænge som en stor sort skygge over Europas moderne historie. Som det er tilfældet med alle store krige i verdenshistorien, er det svært at have et sort-hvidt billede af, hvem der er gode og onde. Selvom Hitlers rædselsfulde handlinger næppe kan undervurderes, var han langt fra ene om at drive krig med utallige uskyldige menneskeliv på samvittigheden. "Den sorte jord" vender blikket mod 30'ernes sovjetiske diktator Josef Stalin.

Den unge, walisiske journalist Gareth Jones (James Norton) er på alles læber, da han som én af de få har fået et interview med Adolf Hitler på skriveblokken. Til sin næste artikel ønsker han at få en anden i tale, nemlig Sovjetunionens leder, Josef Stalin. Målet med interviewet er at finde svar på, hvordan kommuniststaten finansierer sin krigsførelse. Det bringer den unge Jones på en ulovlig tur til Ukraine. Her mærker han på egen krop, hvordan russiske soldater med vold lænser landet for dets ressourcer og værdier og efterlader et land i den hungersnød, der siden blev kendt som Holodomor – med et 3 til 12 millioner stort folkemord.

I den altoverskyggende hovedrolle som Mr. Jones ses engelske James Norton. Norton fik sin spillefilmsdebut i Lone Scherfigs Oscar-nominerede drama "An Education" fra 2009, og siden da er mere end 40 film og serier landet på CV'et. Blandt andet dette års anmelderroste Oscar-vinder "Little Women". Erfaringen har sat sine spor på den 35-årige skuespiller, som leverer en moden og nærmest fejlfri præstation som modig journalist, der i sin jagt på sandheden sætter livet på spil. Foruden Norton ses altid interessante Peter Sarsgaard i rollen som Pultizer-vinderen Walter Duranty, som befinder sig i modsatte ende af det moralske spektrum. Kontrasten mellem de to journalisters tilgange til deres erhverv gør, at den komplekse problemstilling aldrig bliver uoverskuelig at følge med i.

For "Den sorte jord" er vellykket, rørende og barsk i sin skildring af en verden i krise, hvor et evigt aktuelt emne tages op: Om målet helliger midlet. For kan alt retfærdiggøres i forsøget på at vælte fortællingen om én af menneskehedens værste diktatorer – i en tid, hvor diktatoren selv blev glorificeret? Dette sætter "Den sorte jord" spørgsmålstegn ved. Gentagne gange løber Jones panden mod muren i forsøget på at udsende sin artikel om Ukraines tilstand. Lige så mange gange præsenteres publikum for en række indflydelsesrige personer, der unægteligt må være tyngede af dårlig samvittighed for at skjule sandheden. Og det er denne dårlige samvittighed og motiverne bag et storpolitisk spil, filmen mangler at dykke ned i. Hvilket gør, at slutproduktet til tider fremstår overfladisk og unuanceret.

At nævne Hitler i en film om mellemkrigstiden, der bare tilnærmelsesvis nuancerer diktatorens rolle som 30'ernes og den efterfølgende katastrofes altoverskyggende hovedskurk, er modigt. Det kræver et ekstremt præcist fokus på den ønskede præmis, når blikket vendes mod øst med en anden, mere overset katastrofe. Og når kinden vendes den anden vej. Det er et ømtåleligt emne at tage op, og "Den sorte jord" fortjener anerkendelse for sit mod til at skildre denne vigtige perspektivering i historien, der kan forekomme sort-hvid.

"Den sorte jord" er en moden og modig skildring af 1930'erne, og som ethvert andet godt drama skildrer den sin samtid. Et drama, der eftertænksomt spørger, hvor meget vi som verden kan udrette, hvis vi som nationer ikke altid er os selv nærmest og i stedet står sammen om at bekæmpe de mange modbydeligheder, der finder sted verden over.