Anmeldelse: Den unge Zlatan

Oprindelseshistorier gennemsyrer filmmediet på kryds og tværs – i superheltefilm, biopics og dokumentarfilmgenren, hvor især portrætfilm er blevet enormt populære. Særligt hvis de omhandler ikoniske superstjerner, der er larger than life. Indenfor fodboldens verden bliver det ikke meget større end svenske Zlatan Ibrahimovic.

I stedet for at dyrke superstjernen Zlatan, dykkes der med "Den unge Zlatan" dybt ned i fortiden. Altså fra dengang, han var et 17-årigt kæmpetalent i Malmø IF, der hellere ville spille fodbold end at gå i skole, til en spirende verdensklasseangriber i den hollandske storklub Ajax. Dengang han som skilsmissebarn boede i Rosengården-ghettoen og måtte leve op til farens strenge balkandisciplin. Selvom knægten til dels overlever på charme, kækhed og gadens hårdhed, gemmer der sig en usikker og blød ung dreng – som stædigt fastholder den farverige ærlighed, han dén dag i dag er verdenskendt for.

Juventus' klubejer Luciano Moggi udtaler undervejs i filmen, at Zlatan Ibrahimovic formentlig var endt som cykeltyv, hvis ikke han var blevet fodboldspiller. Udtalelsen står i relief til den mildest talt uortodokse svenske landsholdsspillers personlighed, der aldrig har været bleg for at dele hverken en albue ud til modspillerne eller en verbal flad til pressen. Altså alt efter hvornår det lige passer Zlatan. "Den unge Zlatan" giver et ditto ærligt indblik i den nu legendariske sportsstjernes helt unge år før gennembruddet, hvilket er rørende og unikt – og indimellem sjusket – fortalt.

Det unikke består af, at instruktørerne, brødreparret Magnus og Fredrik Gertten, nøje fulgte Ibrahimovic i tiden lige før skiftet fra Malmø IF til Ajax og to år senere til det helt store karrierespring til Juventus. Zlatan fremstår temmelig upåvirket af opmærksomheden fra de to dokumentarfilmskabere, mens interviews med profiler som Fabio Capello, Leo Beenhakker og Marco van Basten samt de nære venner Mido og Andy van der Meyde underbygger med personlige anekdoter. Dem er der rigeligt af, både humoristiske og dybt personlige elementer, der opridser, hvilken særlig karakter Zlatan nu engang er – og hvad det har krævet for at komme på toppen og forblive der.

Materialet, de to brødre har samlet sammen, vinder over indholdet. Balancen mellem interviews og materiale om Zlatan er flydende og frisk formidlet i sig selv – og uanset om man er fodboldfan eller ej, er det stort set umuligt ikke at blive fascineret af den charmerende og aldrig kedelige knøs. Og selvfølgeligt er der også blevet plads til et par af de vanvittige genistreger på banen, som gør, at den selvsikre svensker så absolut kan slippe afsted med at omtale sig selv i 3. person. Modsat er filmen så fragmenteret klippet sammen, at den røde tidslige tråd ganske enkelt mistes i forvirringen over, hvor vi nu er henne i tid og rum. Forvirringen påvirker det psykologiske portræt, da det helt enkelt er omstændigt at placere Zlatans personlige udvikling i forhold til, hvilken klub vi nu befinder os i – hvilket er en streg i regningen i en ellers rigtigt vellykket oprindelseshistorie.

"Den unge Zlatan" er et befriende ærligt og jordnært portræt af en af sportsverdenens mest karismatiske superstjerner. Det er også et menneskeligt indblik i et talentfuldt individs møde med en knaldhård milliardindustri og fankultur, der knægter enhver, der ikke retter sig ind som en på holdet, frem for den de andre på holdet retter sig ind efter. Og gudskelov for Zlatan, at der stadig findes de personligheder, der aldrig indgår dette kompromis.

Den unge Zlatan