Anmeldelse: Dobbelt begær

François Ozons "Dobbelt begær" er som en undervisning i, hvordan et forhold kan kollapse totalt, hvis parterne ikke kommunikerer.

Den franske kunstfilm får også mange hug fra de mennesker, der helst vil sidde med popcorn og blive underholdt i stride strømme. Men "Dobbelt begær" beviser, at selv kunstfilmen kan tale ned til sit publikum og have et plot, der ender i et fjollet twist med massevis af plothuller.

Chloé er en ung kvinde, der har ondt i livet. Bogstaveligt talt. Hendes livslede når hele vejen frem til hendes mave, hvorfor hun besøger den flotte psykiater Paul, der skal hjælpe hende med at komme tilbage til verden. De forelsker sig, og tingene burde se lysere ud. Men en dag ser Chloé en mand på gaden, der ligner Paul til forveksling, og opdager snart, at dette er hans tvillingebror, der sidder med samme job. Da Chloé begynder at gå hos ham, begynder et farligt spil, der snart eskalerer i vold, sex og paranoia.

Og hvorfor gør det så det? "Dobbelt begær" er som en undervisning i, hvordan et forhold kan kollapse totalt, hvis parterne ikke kommunikerer. Hvad instruktør François Ozon opbygger i "Dobbelt begær" kunne med lethed være undgået med en hurtig dialog mellem Paul og Chloé. Denne mangel på kommunikation mellem vores hovedpersoner er katalysator for den største forhindring i "Dobbelt begær"; et plot så tyndt, at en enkelt samtale ville kunne formindske det til ingenting.

Fortalere for det sving, filmen tager i sin sidste halvdel, ville mene, at det tynde plot kun var til for at anstifte en dybere mening. Men når samtlige karakterer i "Dobbelt begær" begynder at opføre sig så mærkeligt, at det er relativt nemt at gennemskue filmens videre forløb, svinder al grund til at lade sig følge med i begivenhederne. Den eneste person i filmen, der er værd at relatere til, er den stakkels Paul, der konstant skal forsvare sig overfor sin mistroiske og sure kæreste, som hellere vil lade sig manipulere af Louis, Frankrigs mest fordækte psykiater, end at have en enkelt ærlig samtale med sin kæreste.

Hele filmen er bygget op omkring det æstetiske i dobbeltheden. De allestedsnærværende spejle er det mest åbenlyse, men der er også den konstante parallelisering i hvert et hjem, museum og venteværelse samt den mere abstrakte dobbelthed i vores personlige identitet. Denne stædige insisteren på dobbelthed bliver efterhånden langsommelig, når der kommer en snigende fornemmelse af, at det er fordi Ozon simpelthen ikke har hverken mere eller andet at sige med sin film.

Heller ikke som en unødvendig fortolkning af "Dead Ringers" (hvis oplæg fra forfatter Joyce Carol Oates denne film også er baseret på) er "Dobbelt begær" interessant og eksisterer kun i Ozons filmografi som en stiløvelse, som tidligere værker afslører, at instruktøren har en forkærlighed for. Med utallige huller i det sidste twist må "Dobbelt begær" synes at være en af de svagere film fra François Ozon, der her har lavet sin helt egen version af et parforhold fra helvede.