Anmeldelse: Dope

Forest Whitaker og Nina Yang Bongiovi var efter sigende en kende overraskede over, at deres privatfinansierede "Dope" blev inviteret som en del af det officielle program hos den rent kunstneriske, seriøse Sundance Film Festival. Overraskelsen er de ikke alene om. Filmen, udover at være en gang harmløs underholdning, har ikke særligt meget at byde på. "Dope" er en diffus størrelse, og genremæssigt befinder vi os i et sært opkog af gravalvorlig "Boyz n the Hood" og fjumrende "Friday". Den forvirrende tone og kontrast distancerer og sætter spørgsmålstegn ved, hvad det er, filmen gerne vil fortælle.

Det er ikke let at være både teenager, farvet og nørd. Slet ikke i den socialt udfordrede Los Angeles-bydel Inglewood – også kendt som The Bottoms. Bare spørg den begavede Malcolm (sympatisk spillet af Shameik Moore). Udover at bo kummerligt med sin enlige mor, Lisa (Kimberly Elise), er Malcolm besat af 90'er-hip hop, spiller guitar i et punk-rockband med sine to bedste venner og drømmer i øvrigt om at blive optaget på Harvard. Tal lige om at falde udenfor.

Den atypiske hverdag bliver bestemt ikke nemmere ved, at Malcolm, efter absurde og ganske voldelige omstændigheder, pludselig kommer i besiddelse af en anseelig mængde narkotika plus en automatpistol. Malcolm vælger at afsætte ubehagelighederne på det sorte webmarked, men de forskellige skurke vil selvfølgelig have deres ejendele tilbage, og det skaber en skræmmende deadline for stakkels Malcolm. Både for at redde sit og vennernes liv, men også for at redde sig en plads på eftertragtede Harvard, inden fristen for ansøgningen udløber.

Instruktør Rick Famuyiwa strør om sig med vittig dialog og satiriske stereotyper. En form for hyggehumor, der på et splitsekund erstattes af eksplicit vold og barsk virkelighed - tilsat en knivspids prædikende Spike Lee-samfundskritik. Nej, det er svært helt at blive klog på Famuyiwas hensigt og underliggende tematik i den ellers ganske morsomme film. Mest af alt er det en underfundig hip hop-dreven eventyrfortælling om en splittet identitet. En identitet, der kæmper med kontrasterne mellem 90'er-tilbedelse i ghettoen og hang til bitcoins og webkriminalitet. Det kan også sagtens være underholdende, men når både filmen og Malcolm lider af identitetskrise, kan det i sidste ende slide på tålmodigheden.

"Dope" forsøger formentlig at fremprovokere en diskussion om dikotomien mellem sociale forventninger og retten til at være, hvem man vil – uanset race. Det seriøse emne drukner dog i muntre, popkulturelle referencer og spøjse figurer. De morsomme øjeblikke er der heldigvis så mange af, at det aldrig bliver kedeligt, blot lidt ligegyldigt og ufokuseret.

Flere af karaktererne har skarp og vittig kant. Værd at nævne er Malcolms kridhvide stoner-ven, Will, der forlanger at bruge "n"-ordet, da han påstår at være 14 % afrikaner. En rammende kommentar til, hvem der egentlig må bruge det famøse ord. Shameik Moore som Malcolm stjæler dog showet som den absolutte hovedattraktion. Han er energisk, sympatisk og så rap i replikken, at han med lethed kan snøre selv den hårdeste ghettogangster. Det er desuden lykkedes Rick Famuyiwa og resten af holdet at få den Grammy-vindende Pharrell Williams til at bidrage med et par sange. Med ham ombord på denne finurlige størrelse af en film kan det næsten ikke gå helt. Det gør det heller ikke - men mindre skizofreni næste gang, tak.

Dope