Anmeldelse: El Club

Hvis du hører til dem, der synes, den katolske kirke bliver kritiseret for meget, så skynd dig væk. For sjældent har jeg set en film, der portrætterer nogen så nådesløst, som "El Club" portrætterer katolske præster. Vi snakker eks-præster, der udnytter kordrenge og ombytter nyfødte børn. Det er alt andet end opløftende stof, vi har at gøre med her.

 

Handlingen udspiller sig helt ude ved den chilenske vestkyst. Her ligger en mennesketom flække, der med sine små, faldefærdige huse næppe nogensinde har været charmerende. I de grå efterårsdage, hvor den tætte tåge aldrig synes at forsvinde, ser byen endda decideret uindbydende ud. Netop uindbydende er filmens hovedpersoner også. For bag det stilfærdige ydre på, hvad der ved første øjekast ligner en ældre vennegruppe, gemmer der sig ubehagelige hemmeligheder. Den lille gruppe, som viser sig at være beboere på et plejehjem for præster, har hver især begået forbrydelser, ingen syndsforladelse kan råde bod på. Så da en tidligere kordreng tropper op på plejehjemmet og råber op om fortiden, opstår der problemer. Først skyder en beboer sig selv i hovedet, og dernæst bliver en ung præst tilkaldt for at rydde op.

Hvis "El Club" havde været en Hollywood-blockbuster, havde den unge præst sikkert fået eks-præsterne arresteret øjeblikkeligt. I Pablo Larraíns film udretter han ikke meget. I stedet er det hele gråt med gråt på. Underlægningsmusikken består af sørgmodige strygere, og de blå og grå nuancer dominerer billedsiden, mens vi følger eks-præsternes daglige rutiner. Det er forholdsvis simple virkemidler, den chilenske instruktør gør brug af, men de virker ikke desto mindre præcis efter hensigten. Det er umuligt ikke at blive smittet af den trøstesløse stemning.

 

Når man ser en deprimerende film om afskyvækkende personer, er der selvfølgelig en risiko for, at man bliver så fremmedgjort, at man mister interessen. Det synes jeg dog er ikke er tilfældet her. For ved at introducere os til karaktererne gennem hverdagssituationer kommer de pædofile eks-præster til at fremstå menneskelige. Ondskaben er ikke tydelig, men i stedet gemt bag et kedeligt ydre. Disse præster ligner mennesker, man møder på gaden hver eneste dag.

Men hvad er det så, Pablo Larraín ønsker at fortælle? Jo, han ønsker naturligvis at gøre op med den katolske kirkes store indflydelse i Chile og den måde, der bliver dækket over kirkens præster på. Så meget står klart ganske hurtigt. Men en dybere problematisering bliver det aldrig til. Af denne årsag kommer "El Club" i høj grad til at afhænge af stemninger, og det gør desværre, at det spændende præmis ender i en noget langtrukken forestilling.

 

Det bliver ikke meget mere dystert end i Pablo Larraíns nyeste film. Ved at tage udgangspunkt i en gruppe eks-præster med pædofili på samvittigheden angriber den chilenske instruktør den katolske kirke, hvor det gør mest ondt. Skildringen af den elendighed, der omgiver de afskyelige præster, er vidunderligt deprimerende, og stilmæssigt er "El Club" i det hele taget en imponerende bedrift. Netop derfor er det ekstra ærgerligt, at den chilenske kunstfilm ikke ender som det knockout punch, den er tiltænkt som.