Anmeldelse: Elaine Stritch: Shoot Me
Fuldstændig overgivelse! Hvilken fantastisk stjerne. Debuterende Chiemi Karasawa har med "Elaine Stritch: Shoot Me" skabt en hudløst ærlig, intim og voldsomt underholdende dokumentar med en helt særlig kunstner. Sjældent har en persons blotte tilstedeværelse været så fortryllende som i mødet med Elaine Stritch, hvilket må være en gave for enhver filmskaber. Meget skal gå galt, før de 81 minutter i selskab med Broadway-miraklet ikke trækker stikket hjem. En lille tåre kunne da heller ikke helt undgås undervejs.
Som 87-årig er Elaine Stritch still going strong. Den benhårde Emmy- og Tony-prisvindende diva inviterer i bedste cinema verité-stil sit publikum med både på og bag den scene, der har givet hende legendestatus. I kulissen afsløres sjældne arkivbilleder, og Karasawas observerende kamera fører os på en rejse, der forbinder en Elaine tæt på endestationen med hendes gloværdige fortid. Et indblik i en showbiz-verden med originalitet, galskab og hjerterum.
Der går ikke meget længere end 12 sekunder, før den sprælske entertainer første gang højlydt udbryder "fuck!" Uden nåde og forberedelse kastes tilskueren direkte ind i Elaines Stritches bundærlige univers. Og det er kun starten. Det er en dame med kant – en kant så skarp og gennemtrængende, at al modstand synes nytteløs. Med absurd, voldsom energi griber hun os (måbende) i hånden og dokumenterer, hvorfor hun er noget ganske særligt. Kameraet, der nærmest konstant er fæstnet til hendes skulder, synes aldrig at genere hende. Det er naturligt, da kameraet er mellemled til det, hun er bedst til – at henrykke et publikum. I "Elaine Stritch: Shoot Me" spiller hun sig selv, mens hun åbent fortæller om alkoholmisbrug og nostalgiske beretninger fra en stjernebestøvet karriere. Måske spiller hun endda rollen så godt, at det er hendes bedste præstation til dato?
Chiemi Karasawa anvender konventionelle dokumentariske greb som talking head-interviews og arkivoptagelser i præsentationen af sin hovedperson. Originalt er det derfor ikke, men når hovedpersonen er definitionen på selvsamme, er det både godkendt og tilgivet. Interessant er det, når Alec Baldwin på settet til Tina Feys tv-serie "30 Rock" kalder Elaine Stritch for en bitch. Hun var en kælling og en elskelig én af slagsen med så kompromisløst sprogbrug, at selv den mest hærdede sømand ville rødme.
Det er underholdende og lattervækkende, når hun i småløb med sine lange ben farer rundt i Manhattans gader og hilser energisk på benovede forbipasserende, og fascinerende er det at høre hende øve Stephen Sondheim-toner med sin tålmodige og hårdtprøvede komponist, Rob Bowman. Stakkels mand. Den barske virkelighed sniger sig imidlertid på, da smil og latter afløses af en diabetesramt og forhutlet Elaine liggende i en hospitalsseng. Det er dybt bevægende at opleve den aldrende original syg og svækket af det hårde liv i rampelyset. Karasawas dokumentar er derfor mere end bare en hygge-hyldest – det er intimt og nærværende.
Selvom kendskabet til Elaine Stritch halter en smule, bør man ikke snyde sig selv for denne lille perle. Hærdede tilhængere vil klappe i hænderne, men alle kan få glæde af det gribende og morsomme portræt af et menneske, der om nogen har publikum i sin hule hånd. Jeg må ærligt indrømme, at min viden om Stritch var temmelig vag, hvilket - efter overværelsen af "Elaine Stritch: Shoot Me" - gør mig lidt pinligt berørt. Hun har fået sig endnu en evig beundrer efter 81 forrygende minutter med lige dele smil og tårer. Shoot me? Nej, det bliver ikke mig, der trykker af, Elaine!