Anmeldelse: Et tysk liv - Goebbels' sekretær

I "Et tysk liv – Goebbels' sekretær" beretter og reflekterer den 103-årige Brunhilde Pomsel over livet under 2. Verdenskrig, mens spørgsmål om skyld og ansvar rejser sig.

Uanset, hvor meget historielæreren har fortalt i historietimen, er det de færreste af os, som for alvor kan sætte sig ind i, hvordan det var at leve under 2. Verdenskrig. Det er svært at forholde sig til en umenneskelig tid, hvor uro og ødelæggelse for mange mennesker var en del af hverdagen. Der lever dog fortsat nogen, som kan berette om livet under krigens rædsler. Hovedpersonen i dokumentaren "Et tysk liv – Goebbels' sekretær" er én af dem – dog med et twist.

Filmen er bygget op omkring interviews med den dengang 103-årige tysker Brunhilde Pomsel, der igennem beretninger, refleksioner og anekdoter fortæller om livet i Tyskland under 2. Verdenskrig. Til forskel fra de horrible beretninger vi oftest hører fra krigen, så oplevede Brunhilde Pomsel aldrig selv hverken død eller ødelæggelse. Hun var nemlig sekretær for Hitlers højrehånd – propagandaministeren Joseph Goebbels – og med afsæt i dén jobbeskrivelse reflekterer Brunhilde over de forbrydelser, som hun var en del af – på godt og ondt.

I et miks af interviews, propagandavideoer og arkivklip fortæller Brunhilde Pomsel om, hvordan hun ved et tilfælde i 1942 blev sekretær for én af tidens mest magtfulde mænd. Det er svært ikke at være betaget af Brunhildes selskab og mange fortællinger. Med en blanding af glæde og angst fortæller hun om sine oplevelser, hvor hun var tættere på nazi-eliten end de fleste. Hun fortæller blandt andet om sit arbejde og livet helt tæt på Goebbels, hvor især hans berømte "Den totale krig"-tale er et centralt omdrejningspunkt, og om den skæbnesvangre dag i bunkeren, hvor nazisterne indser, at krigen er tabt.

I løbet af Brunhildes mange beretninger rejses interessante spørgsmål om skyld og ansvar. Brunhilde er ikke selv i tvivl om, at hun var en del af noget forkert, men hun fastholder også, at mange tyskere, inklusive hende selv, ikke for alvor vidste noget om krigens sande rædsler, mens de udspillede sig. I én af dokumentarens nøglescener fortæller hun, at de fik fortalt, hvordan koncentrationslejre blot var til for at "omskole" jøderne. Det var først fem år efter krigens endeligt og russisk fangenskab, at hun lærte om holocaust-tragedierne.

Som seer bliver vi i tvivl. Kan vi stole på alle Brunhildes beretninger? Kan det virkelig passe, at en kvinde, der arbejdede så tæt på nazisternes topfolk, intet anede om deres planer? Spørgsmålene begynder at rejse sig, og Brunhilde stiller selv spørgsmålet: Kan man være medskyldig, hvis man stod på sidelinjen og intet vidste – sådan rigtigt?

"Et tysk liv – Goebbels' sekretær" vil fortælle meget – alt for meget – og de ellers mange spændende fortællinger lider under et manglende fokus. Vil instruktørerne fortælle om Brunhildes oplevelser, Joseph Goebbels propagandaarbejde eller undersøge moral og skyld? Det fornemmes eksempelvis i den til tider akavede klipning, at det har været svært for instruktørerne at holde styr på Brunhildes mange historier, der til tider går i øst og vest.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Brunhilde Pomsels liv er en interessant fodnote i en allerede fyldig historie, da hun giver et indblik, vi som efterkommere sjældent har adgang til. Brunhilde ved, at hun stod på den forkerte side af slaget. Men hun er ikke i tvivl om, at enhver anden havde gjort det samme i hendes position. "Et tysk liv – Goebbels' sekretær" er fortalt i sort-hvide farver, men som Brunhilde selv siger: "Intet i verden er sort og hvidt – der er også altid lidt gråt."