Anmeldelse: Everest
Når man hører navnet Mount Everest, associerer de fleste naturglade folk det anseeligt nok med ord som storslået, mysteriøst og måske endda majestætisk. For mange bjergbestigende ildsjæle har Mount Everest tronet sig op som den ultimative udfordring gennem årtier - og desværre også formået at gøre mange menneskers rejse til toppen til deres sidste. Rob Hall gjorde det i 1990’erne til en kommerciel forretning at eskortere helt almindelige mennesker op til den dragende top. I filmen "Everest" følger vi med i 1996 på en af Halls ekskursioner, som skulle vise sig at blive en af de mest skelsættende ture nogensinde.
Vi følger et blandet hold af mennesker, som har hver deres grunde til at bestige bjerget. Blandt de rejsende møder vi blandt andet Beck (Josh Brolin) med indre dæmoner at bekæmpe og Doug (John Hawkes), et simpelt postbud med en drøm om at vise den yngre generation, at en helt almindelig person også kan opnå det umulige. Rob (Jason Clarke), der fører an, er kommende far og lykkeligt gift med Jan (Keira Knightley).
På trods af ellers noble udgangspunkter for rejsen kommer vi desværre ikke meget tættere på vores karakterer. Det bliver også en af filmens største hæmsko. Fordi man ikke får lov til at komme rigtig ind under huden på bare én af karaktererne, formår hverken sejren over at nå toppen eller strabadserne, som holdet møder undervejs, at vække nogen som helst form for glæde eller sympati. Tværtimod. Skuespillet lider under dette, og trods et fornemt cast så er der ikke rigtig nogen, der formår at løfte det lidt ørkesløse plot, filmen ligger for dagen.
Enkelte karakterer skiller sig dog ud. F.eks. Brolin i rollen som den ærkeamerikanske mand med de indre dæmoner. Det begrænsede indblik, vi får i hans komplekse sind, giver lyst til at vide mere. Det får vi desværre ikke, og relationen forbliver overfladisk. Og det er rigtig ærgerligt. Især, fordi at hele filmen faktisk er baseret på en sand og grufuld historie om nogle beundringsværdige mennesker.
Turen til toppen virker også forhastet berettet, og man når knap nok at mærke ekstasen over at stå der med filmens hold, før nedturen (i bogstavelig og figurativ forstand) begynder. Det fungerer dog rigtig godt at kapitelinddele filmen alt efter den højde, holdet befinder sig i. Det overskueliggør og hjælper på det ellers hurtige tempo i fortællingen. Moder Natur demonstrerer sig til gengæld smukt i al sin pragt og vælde. Det ene truende og levende panoramaskud efter det andet af det mægtige bjerg giver én noget nær følelsen af at befinde sig der sammen med holdet. Allermest når de går over drabelige dybe kløfter på vakkelvorne stiger. Puha. De cinematografiske effekter er der altså ikke noget at sætte en finger på.
Desværre bliver det storslåede naturlandskab ikke nok i sig selv. Med en forhastet historie og et ligegyldigt kendskab til personerne formår "Everest" ikke at sætte sig fast på nethinden over mindeværdige film. Den må derfor tage til takke med en middelmådig karakter, hvor den alligevel hiver et par stjerner hjem for sit visuelle, imponerende udtryk.
