Anmeldelse: Faces Places
89-årige Agnes Varda hylder med "Faces Places" hverdagens helte, mens der også gemmer sig en rørende fortælling om fotokunstens kunnen.
François Truffaut sagde i sin tid, at der var film før og efter Jean-Luc Godard. Men måske skulle han i virkeligheden have sagt det om kollegaen Agnès Varda, der er blevet kaldt "nybølgens stamfader". Den nu 89-årige kvinde var nemlig frontløberen til den franske nybølge i 1960'erne, hvor hun sammen med netop blandt andre Truffaut og Godard var med til at bryde filmsproget og genopfinde det på ny. Efter at have beskæftiget sig med fiktionsfilm igennem sin lange karriere har hun de seneste årtier lavet dokumentarfilm, og nu er hun aktuel med "Faces Places", som står til at blive hendes dokumentariske magnum opus.
"Faces Places" er en road trip-film, hvor den aldrende Agnès Varda tager på tur gennem det rurale Frankrig og møder provinsbyernes indbyggere i øjenhøjde. Til turen har hun allieret sig med den velansete fotokunstner JR, og sammen drager de ud i hans automobile fotoboks. Her tager de billeder af menneskerne, de møder på deres vej, og hænger efterfølgende billederne op i kolossale størrelser på byens husfacader og vægge. Det kommer der en hyggelig rejse ud af, som også viser sig at være overraskende rørende.
Filmen handler først og fremmest om mødet med sine landsmænd. Igennem deres fotos og gigantiske opsætninger hylder Agnès Varda og JR hverdagens personligheder. Det fører blandt andet til et stort(!) og helt unikt holdbillede af en gruppe fabriksmedarbejdere, mens dens lokale barista smukt får opsat et monumentalt murstensportræt med udsigt over den franske Riviera. Gennem deres respektive fag som film- og fotokunstner ved de to kunstnere nemlig udmærket, at hvert ansigt gemmer på en personlig historie. Det kommer der både sjove og rørende historier ud af. Men udover at være en hyldest til hverdagens helte, så er "Faces Places" mest af alt Agnès Vardas personlige svanesang.
Det viser sig, at Agnès Varda lider af en tiltagende øjensygdom, der gradvist slører hendes syn, og derfor bliver rejsen også en personlig odyssé, hvor omverdenen en sidste gang skal ses. For en kvinde, der som filmmager har brugt sine øjne gennem hele livet, tilfører dette en ekstra dimension af dybfølt nødvendighed for fortællingen. Samtidig opstår der også en poetisk kontrast mellem den ældre Varda og den langt yngre JR. Ligesom hende selv er fotografen JR afhængig af sine øjne, men af næsten mytiske årsager bærer han altid mørklagte solbriller. Dem nægter han at tage af, og det fører til en gennemgående mission for Varda, der for alt i verden vil se hans øjne – nu hvor hendes egne er i forfald.
Selvom fortællingen både fortællemæssigt og bogstaveligt er lige ud af landevejen, er det selvfølgelig ikke for sjov, at Agnès Varda var en af den franske nybølges vigtigste skikkelser. Den kære Varda har nemlig ikke glemt, hvordan filmsproget kan og skal bruges. Derfor føles "Faces Places" naturalistisk i sit udtryk, men på bedste nybølge-facon bliver både fortælling og æstetik selvrefererende og legesygt. Blandt andet dukker Jean-Luc Godards væsen op i et lille subplot, som alligevel viser sig at have væsentlig betydning.
Rejsen med Agnès Varda, og ikke mindst JR, byder på et helt fantastisk hyggeligt selskab. Det er fascinerende, hvordan Varda trods sin bemærkelsesværdigt høje alder sprudler af livsglæde og lyst til livet. Det er et niveau, de færreste kan matche, og det skulle være umuligt ikke at blive smittet af hendes ukuelige charme og gode humør. "Faces Places" er en hyldest til de "små" mennesker, men også til kunsten og visionen, hvor personlige fortællinger altid findes.