Anmeldelse: Fast & Furious 8

Midt under den fuldkommen forrykte (havde I seriøst forventet andet?) "Fast & Furious 8" fik jeg pludselig et spøjst flashback til den allerførste "The Fast and the Furious" fra 2001. Væddeløb på almindelige gader og stræder... ordinære småforbrydere versus undercoverbetjente... alt sammen i et actionbrag, som i dag ligner "Driving Miss Daisy" sammenlignet med franchisens seneste episoder – herunder dette spritnye kapitel otte, hvor en mand undervejs slæbes henover en russisk gletsjer ved at klamre sig til en afrevet bildør, der hives via harpun af en tank i topfart, imens de jages af en atomdrevet ubåd, som bombarderer dem med eksplosive torpedoer.

Man skulle mene, at det er barneleg at holde fast i en bildør, der bugseres med godt 200 km/t, i forhold til som tilskuer at bevare følingen med en film, som så skamløst skoser virkelighedens spilleregler. Hvordan kan man overvære sådan et virvar, uden at filmens illusion brister med et brag, og man begynder at dekonstruere det hele koldt og analytisk? Hvordan kan vi relatere os til rabalderets personligheder, som tilsyneladende er lige så uovervindelige som så mange superhelte?

Jo, det kan vi, fordi "Fast & Furious 8" er totalt indforstået med sin egen, galoperende galskab og indbyder os til at svælge i den sammen med dens karismatiske karakterer, der gudskelov også er klar over situationens (u)alvor. Ligesom forgængerne balancerer filmen på en hårfin skillelinje mellem lattervækkende og latterlig, og indimellem drætter den ned i sidstnævnte grøft, særligt når den forgæves forsøger at være alvorlig. Men i min optik er der noget drøncharmerende ved en film, der både action- og humormæssigt er så løssluppen og samtidig pavestolt af det – især når nu både filmens action og humoristiske indfald oftest tager kegler.

Tag bare en anden morsom actionscene, som jeg på ingen måde agter at ødelægge for de uindviede, men som overfladisk beskrevet byder på skud, spark, skrål og en svingom med en smilende baby. Det lyder for tåbeligt til at fungere, men koreografi og klip harmonerer smukt, og hver gang man er på nippet til at trække stikket mentalt og tænke, at det er for åndssvagt, leverer filmen en perfekt timet bemærkning, lydeffekt eller grimasse, der lammer fornuften og kilder lattermusklerne. Her fik jeg endda et flashback til Buster Keatons ligeledes afsindige stumfilmsstunts – tilsat en stærk dosis "Høj pistolføring"(!). Og jeg kan sagtens forstå, hvorfor en så gakket pærevælling får nogle tilskuere til at slå bremserne i, men jeg sluger det råt.

Og når det ikke er de vanvittige optrin, der får latteren til at runge, er det samspillet mellem seriens heroiske fartdjævle. Ligesom enhver anden gedigen fortsættelse nyder "Fast & Furious 8" godt af, at vi allerede kender og føler os godt tilpas med dens helte, og skuespillernes stærke kemi fornægter sig ikke – de mundhuggende muskelbundter Dwayne Johnson og Jason Statham fortjener sågar deres egen spin-off. D'herrers scener slår jo flere gnister end de kolliderende biler. "Jeg slår dine tænder så langt ned i din hals, at du bliver nødt til at stikke en tandbørste op i røven for at børste dem," brøler Johnson. Årets replik?

Johnson og Co. går denne gang i clinch med heltenes tidligere leder, Dom (Vin Diesel – som sædvanligt både indtagende og endimensional), som har allieret sig med den hensynsløse hacker Cipher (en dejligt olm Charlize Theron). Hvorfor? Det afslører jeg selvfølgelig ikke, men jeg har heller ikke et jerngreb om plottet, for det farer af sted i alt for mange retninger (særligt under filmens første, gumpetunge halvdel), og filmmagerne jonglerer også med for mange gamle kendinge og nytilføjede figurer.

Ja, "Fast & Furious 8" er noget rod, men i modsætning til kynisk, pubertært Hollywood-skrammel som Michael Bays "Transformers"-film er her faktisk et bankende hjerte under kølerhjelmen, der næres af drilsk humor og hjerteligt samspil.

Se Moovy TV træde speederen i bund og teste ny "Fast & Furious"-racerbane: