Anmeldelse: Filmen om Kaptajn Underhyler

Filmatiseringerne af børnebogsklassikere, såsom bl.a. "Radiserne" og "Den lille prins", har ført an med et overraskende højt niveau, hvor respekten for originalt oplæg og overgangen til mere moderne former er blevet løst kreativt, fornøjeligt og pænt. Dav Pilkeys ti bind om den enormt fjollede Kaptajn Underhyler står ovre i sektionen med de noget mere skøre fortællinger, som de fleste forældre nok vil rynke på brynene over. På film er det lykkes at videreføre første bog i serien så fantastisk godt, at det er komplet umuligt ikke at blive besmittet af den sukkerchok-inducerende fortælleglæde.

Jimmy og Otto er de bedste venner, og heldigvis går de i klasse sammen. De er også skolens absolutte ballademagere, der gør alt for at ruske op i den kedelige dagligdag i timerne. Skoleinspektør Knold (med perfekt hysterisk stemme af Caspar Phillipson) er de to venners nemesis, og da de endelig bliver taget på fast gerning i deres ellers udspekulerede narrestreger, trues de med at blive sat i hver deres klasse. Tilfældigvis har Jimmy fundet en ring i en pakke cornflakes, der er i stand til at hypnotisere stakkels Knold til at blive superhelten Kaptajn Underhyler med et knips. Da vores ufrivillige helt ansætter en ny fysiklærer – den onde Professor Prutpotte, som hader børn og latter – bliver det samtidig starten på et dramatisk opgør mellem fjollerier og den sorte skole.   

"Filmen om Kaptajn Underhyler" er højoktan fjollerier fortalt i øjenhøjde til børn, uden at det nogensinde ender med at bliver for plat eller alt for barnligt. Det kan diskuteres, hvor original selve grundfortællingen om de to gavtyve er, men det er nu egentligt fløjtende ligegyldigt, nu de vanvittigt morsomme påfund overdynger os i en forrygende udladning af farverig crazy-komik.

Lad være med at opsøge logik i fortællingen om Kaptajn Underhyler. Universet på Ingolf Töllesens Privatskole – i Tølløse, af alle steder – kan måske bedst beskrives som et forfriskende mixtape af "Hitchhikers Guide to the Galaxy", Monty Python, "De utrolige" og "The Secret of Monkey Island". Uhæmmet fantasi er et fornøjeligt omdrejningspunkt i en fortælling, som er mere parodi på superheltefilm frem for selv at være det og charmerende og vanvittig nok til at gå lige i hjertet på anmeldere med lige så barnlige sjæle.            

Forvent heller ikke, at "Filmen om Kaptajn Underhyler" vil konstruere en lommepsykologisk moraliseren om venskab mellem to børnehaveklassebørn. I stedet handler David Sorens filmatisering mere om venskabets kvaliteter – man lader børn være børn, set ud fra hvad Jimmy og Otto oplever sammen gennem deres fantasi: I en verden, hvor alt kan lade sig gøre, hvor det at grine af alting (også sig selv) løser alt – og ikke mindst hvor de kan slippe afsted med det meste. Jimmy og Ottes eventyr er ikke en moraliserende fabel med en implicit pædagogisk og opdragende funktion, men en befriende frigjort rejse ind i en verden, hvor kun uhøjtidelig og skabende fantasi sætter grænsen. Gud ske tak og lov for det.

Underholdningsværdien er i særklasse høj om de to børnehaveklasse-lømler Jimmy og Otto, hvis vanvittige skæg og fantasifulde ballade er en dosis smittende barnlig fortælleglæde. "Filmen om Kaptajn Underhyler" er enormt befriende i sin uhøjtidelige og legende tilgang om rendyrket fantasi – og en vigtig påmindelse om, at latter og barnlig glæde kan være livsbekræftende i sig selv.

Filmen om Kaptajn Underhyler

Kommentarer

Filmen om Kaptajn Underhyler

  • ★★★★0

    God anmeldelse.

    Min største dreng på 9 år, glæder sig rigtig meget til denne film. Han er stor fan af bøgerne, så fedt at høre, at filmen ikke skuffer.

    Åkepool 1-06-17 21:33

  • ★★★0

    Jeg hyggede mig i høj grad over den gakkede humor. Skriv endeligt når han har set den, altid spændende at høre om børns reaktioner på film. :)

    Dolphinfriendly 1-06-17 22:14

  • ★★★★1

    Jeg hyggede mig i høj grad over den gakkede humor. Skriv endeligt når han har set den, altid spændende at høre om børns reaktioner på film. :)

    Vil du så høre min reaktion på Alien(1979) i en alder af 6 somre? ('Knus/kram' har aldrig været det samme siden... poor CPT Dallas)

    Gasivodo 2-06-17 00:20

  • ★★★0

     

    Vil du så høre min reaktion på Alien(1979) i en alder af 6 somre? ('Knus/kram' har aldrig været det samme siden... poor CPT Dallas)


    SÅ traumatiserende er "Filmen om Kaptajn Underhyler" forhåbentlig ikke. :)

    Dolphinfriendly 2-06-17 22:35

  • ★★★★0

    Jeg hyggede mig i høj grad over den gakkede humor. Skriv endeligt når han har set den, altid spændende at høre om børns reaktioner på film. :)

    Will do :)

    Jeg satser hårdt på, at vi får tid til at se den i den kommende weekend.

    Åkepool 5-06-17 16:57

  • ★★★★★★0

    Har lovet ungerne at vi skal se den i morgen. Er den egentlig dansk?

    davenport14-07-17 15:08

  • ★★★0

    Nej, det er en DreamWorks produktion - men der er en udgave med dansk tale, som er rigtigt fin.

    Dolphinfriendly14-07-17 16:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen