Anmeldelse: Game Night

"Game Night" gør alt, hvad den kan, for at underholde, men der er bare for få grin til, at den kommer i mål.

Instruktørparret John Francis Daley og Jonathan Goldstein er ikke just kendt for brillante komedier. De har en blandet fortid med film, der både er ringe og fine – med den ene undtagelse af deres bidrag til "Spider-Man: Homecoming". Nu er de så tilbage med "Game Night", en sort action-komedie, der er ret ringe.

Vi følger ægteparret Annie (Rachel McAdams) og Max (Jason Bateman), der sammen med deres fem venner har en ugentlig spilleaften. En dag ændrer denne aften sig drastisk, da Max' bror Brooks (Kyle Chandler) er kommet til byen. Han insisterer til Max' irritation på at være vært for en enkelt spilleaften, hvor han arrangerer et mordspil med falske banditter og FBI-agenter. Da han bliver kidnappet, går det langsomt op for dem, at tingene ikke er, som de skal være.

Langsomt er nøgleordet, fordi disse karakterer er ikke just eksempler på intelligente mennesker. Eksempelvis Ryan (Billy Magnussen), der nærmest tager fejl af alt, hvad han ser og får at vide, samtidig med at være den klart dummeste af alle. Denne form for humor er en af to drivkræfter for filmen, der til tider bliver tåkrummende pinlig at se på. Den anden drivkraft består af hverdagsmennesker involveret i actionfilm-sekvenser, hvor de klarer sig ved at være heldige frem for af snilde.

Med drivkraft nummer to er filmen lidt heldigere, selvom enkelte scener trækker ud. Men det bliver bare aldrig så sjovt, som man kunne håbe. De fleste jokes rammer ikke plet, hvor de ofte enten er desperate eller taler til laveste fællesnævner. Man skal ikke forvente gennemtænkt humor, hvor man i stil med "The Hitman's Bodyguard" har kastet alt på tavlen og brugt det, der hang ved.

Selve handlingen er heller ikke noget særligt, hvor man let kan regne forløbet ud, hvis man tænker sig lidt om – tilsat enkelte plot-huller. Der er også typiske elementer, hvor karaktererne langsomt udvikler sig og lærer noget nyt om deres liv. For det meste fint nok, men til tider dumt. Eksempel: Annie og Max kan ikke blive gravide, da Max er for stresset, hvad angår spil. Grunden: traumer fra barndommen over aldrig at vinde over brormand i spil. Dette element dukker op i løbet af filmens første tyve minutter og sætter standarden for dens intelligens.

Her er dog højdepunkter. Skuespillet er fint, hvor McAdams og Bateman har en god kemi, og alle lader generelt til at have det sjovt. Kamera-arbejdet får til tider omgivelserne til at ligne brikker fra et brætspil og er overraskende godt med veludførte actionscener samt et overraskende, veludført og sjovt long-take i midten. Cliff Martinez' musik tilføjer også meget, hvor den til tider formår at hæve filmens niveau lidt. Ikke meget, men lidt er bedre end ingenting.

"Game Night" gør alt, hvad den kan, for at underholde, men der er bare for få grin til, at den kommer i mål. Den dumme handling hjælper heller ikke, men godt skuespil og det gode kamera-arbejde fortjener anerkendelse. Det er desværre bare langt fra nok til at redde en film som denne, hvor handling og komedie bliver udført på en dum og forkert måde.

Game Night