Anmeldelse: Girls Lost

Seksuel- og kønsidentitet er hotte emner for tiden. Siden tidernes morgen har der været en generel konsensus om, at der findes kun to køn – mand og kvinde. Men i 2017 er det ikke sandt. I de seneste par år har folk, især fra den progressive ungdom, tilføjet en fodnote til kønsopfattelsen, nemlig din kønsidentitet. Det betyder, at det altså er muligt at identificere sig som noget andet end det, din biologiske konstruktion fortæller dig. I Sverige er de især gode til at sætte fokus på dette, så det er ikke den store overraskelse, at denne slags film kommer fra vores skandinaviske naboer. "Girls Lost" byder på en dyster fortælling om teenagepigen Kims oplevelse af at være fanget i den forkerte krop.

At gå i skole i Sverige er tilsyneladende, ifølge den svenske filmindustri, en rædsom oplevelse. "Girls Lost" følger trop med film som "Ondskab" og "Lad den rette komme ind", hvor hovedpersonerne på ingen måde trives med deres klassekammerater. Kim, Bella og Momo er tre teenagepiger, der bliver mobbet på grotesk vis. Deres behov bliver ikke hørt af lærerne, og derhjemme hos forældrene er der heller ikke meget hjælp at hente – det eneste de tre piger har er hinanden. Sammen opdager de en eksotisk blomst, som ingen af pigerne kender til. Som et eksperiment indtager de blomstens saft, og straks efter kan pigerne ikke genkende deres spejlbillede. "Jag har en kuk!" udbryder Momo. I 24 timer forvandles de til drenge, hvilket åbner op for en spændende ny verden.     

Maskeret som drenge møder pigerne mennesker, de normalt ikke ville, herunder Tony. Han er en vaskeægte bad boy, der drikker vodka fra flasken, ryger hash og begår indbrud. Hans anarkistiske livsstil skræmmer Bella og Momo væk, men gør tværtimod kun Kim mere nysgerrig. Det er med introduktionen af Tony, at filmen falder fra hinanden. For den drengeverden, Tony viser pigerne, er en utrolig primitiv forestilling om, hvad det vil sige at være dreng. Jeg kan ikke forstå, hvad der er så dragende ved at være dreng, hvis det udelukkende involverer hulemands-lignende adfærd.

Det kan mærkes fra instruktør Alexandra-Therese Keining, at hun er utilfreds med den manglende repræsentation af transkønnede i populærkulturen. Mange ville mene, at der er en såkaldt heteronormativ tilgang i bl.a. film og serier. Men den norm får hun ikke umiddelbart ændret på ved at portrættere alle mænd som usympatiske røvhuller. Det er en barnlig løsning, som ikke klæder kønsdebatten. "Girls Lost" havde gavnet af en mere raffineret tilgang til diskussionen.

På trods af filmens progressive intentioner ender den faktisk med at være mere stødende end oplysende – og det er på mænds bekostning. Der er ikke én eneste sympatisk, godt skrevet eller interessant mandlig karakter i hele filmen. De er enten primitive som kamphunde eller uduelige som dovendyr. Så hvorfor vil Kim så gerne være dreng, når det eneste, hun er eksponeret for, er idioter fra det modsatte køn? Det spørgsmål bliver ikke besvaret på noget tidspunkt igennem filmen, hvilket er vanvittig frustrerende.

Den politiske agenda er så højt prioriteret i filmen, at det grænser til propaganda – og kunst er sjældent godt, når det sker. En sløset historie og uklare motivationer fra karaktererne kan ikke gemmes væk med gode intentioner. Hvis man vil se en film om body swapping i 2017, er Makoto Shinkais "Your Name" et suverænt bedre bud. Med "Girls Lost" virker Keining som en vred teenager på en efterskole, der lige har afleveret sit afgangsprojekt. Og den energi kunne måske godt have gavnet filmen, men den joviale tilgang ender med at virke skinger og prædikende.

Girls Lost