Anmeldelse: Glasslottet
"Glasslottet" er meget hen ad vejen en anderledes version af "Captain Fantastic", dog uden charmen, men med mere realisme, drama og sande fakta.
Based on a true story. Den tekst møder vi tit og ofte i begyndelsen af film, der – som ordene fortæller os – angiveligt bygger på en sand historie. Men er filmen så god eller nødvendigvis bedre af denne grund? Denne uges premierefilm "Glasslottet" er netop "baseret på en sand historie".
Jeanette (Brie Larson) og hendes søskende vokser op i en dysfunktionel familie med hendes excentriske kunstnermor (Naomi Watts) og en dybt idealistisk far (Woody Harrelson), der fylder børnene med drømme og håb. Jeanettes opvækst går med konstant at flytte fra sted til sted og leve i fattigdom, og hun må fra en tidlig alder lære at klare sig selv. Og ikke mindst holde sammen på sine søskende, mens de uansvarlige, men tilstedeværende forældre lever fraværende i deres egen boble.
"Glasslottet" byder på et charmerende cast af børn og unge, der alle spiller med stil og et smukt glimt i øjet. Men uden aldrig for alvor at stråle helt igennem – med undtagelse af Oscar-vinder Brie Larson i hovedrollen som Jeanette, der konstant loves guld og grønne skove af sin fantasi-fulde far, som det hjemmebyggede glasslot hun drømmer om.
Som en based on a true story-historie er filmatiseringen af Jeanettes bog af samme navn lige, ja, efter bogen. Indie-favoritten Destin Cretton, der senest gjorde sig bemærket med den stærke "Short Term 12", leverer en "Captain Fantastic"-opdragelse gone wrong. Den oftest fulde Woody farskoler børnene på sin helt egen rebelske og idealistiske læremåde. Woody Harrelson går lige til grænsen som den alkoholiserede far, der fylder datteren med falske forhåbninger og drømme. Egentlig ikke en rolle, man sådan lige ville genkende ham i eller endda huske ham for. Harrelson bevæger sig lige under grænsen, før overspillet rammes.
En af filmens udfordringer er, at den overdramatisk understreger alt med en tyk streg under. Selv det, der allerede står solidt skrevet med fed skrift. Crettons versionering er til tider så langtrukken og gennemfortalt, at ingen kan være i tvivl om dens pointe. Dog ligger balancen fint ved at holde fokus primært på at fortælle Jeanettes historie – som filmen netop også er skrevet efter og bygger på. For det er hendes skæbne, som giver liv til fortolkningen.
"Glasslottet" er meget hen ad vejen en anderledes version af "Captain Fantastic", dog uden charmen, men med mere realisme og drama. Den sande historie er et solidt kvantitetsdrama om barndom med en kaotisk opvækst og et tumultarisk liv som ældste datter i en familie af sociale nomader i USA uden for systemet. Det er et både anderledes rørende, underholdende og livsbekræftende drama, som er et skævt indblik fra et helt unikt liv.