Anmeldelse: Gold

Kapitalisme er et emne, der altid har været en kerneinteresse for filmmediet. Penge vil alle have, men tænk på dem, der har viet hele deres liv til tanken om klingende mønter og fyldte bankkonti. Denne besættelse med den gyldne mønt og materialisme kan være vist som hektisk som i "The Wolf of Wall Street", overfladisk som i "American Psycho" eller som en undskyldning for at være noget ved musikken som i "Gold", der vil mere, end den kan videregive.

Amerikaneren Kenny Wells er besat af tanken om at finde guld. Han driver et minefirma, men det går ikke særligt godt. Det er hårde tider, og firmaet er ved at gå økonomisk på røven. Men en dag bliver Kenny inspireret og ser lyset: Der findes guld i Indonesien, og han skal finde det. Han danner hold med den rige Michael Acosta, hvis karriere også har brug for et nyt fund, og sammen finder de guld, hvor andre sagde, det var umuligt. Men når guldet og pengene kommer mellem hænderne, begynder andre problemer at vise sig.

Kapitalisme er hovedtemaet i en film, der helst ikke vil have kapitalisme som sit hovedtema. Den vil gerne være en film om at finde og skabe en drøm for sig selv samt sige noget om at være en del af det velhavende miljø. Taglinen for "Gold" er sigende, når der står, at det "aldrig handlede om penge." Men penge og det miljø, der kommer med nævnte cool cash, er det mest spændende ved hele filmen, hvor alt det andet flyder længere og længere i baggrunden.

En tyk Matthew McConaghey med dårligt hår er ikke nok til at skabe en længerevarende interesse, og det hjælper ikke meget, når der sommetider popper et par undertemaer op, der i virkeligheden ikke er særligt interessante. Vi har set det hele før, og det bliver ikke i "Gold" gjort anderledes, end hvad vi er vant til fra andre lignende historier. Den indonesiske jungle er storslået og smuk, men det er ikke nok at sammenligne denne naturens brutalitet med cementjunglens ligeså hårde livsførsel.

Undermåleren, der blev en stor mand, er ikke filmhistoriens mest originale tema, men det er oppe imod et velvilligt persongalleri, der alligevel gør filmen seværdig. I sig selv ville en person som Kenny Wells være interessant nok, men imod de nyrige stoddere og onde finansgenier er han endnu bedre. Når han derefter bliver parret med Michael Acosta – en tidligere succesfuld guldjæger, hvis stormagtsdage er overstået – er det bedst. Det er disse mænd – klovnen og tænkeren – der skaber en god dynamik, som "Gold" ikke kan efterleve i sine andre scener.

For midt under filmen må vi desværre gennemgå den samme erkendelse som Kenny. Det skinner og er flot, men det er ikke det samme, som at der er noget substantielt nedenunder. Nedenunder al overfladen løber der ingen guldåre gennem "Gold", men derimod en fin lille rød tråd, der er så svagelig og tynd, at det ville være nemt at overse den, hvis opmærksomheden ikke lige var der. Det vil ikke sige, at det er en dårlig film, men bare at den ikke er ligeså prangende, som den gerne vil være. Og det i sig selv kan vel nærmest kaldes symbolsk. Desværre er det ikke frivilligt.

Gold