Anmeldelse: Gud taler ud

Instruktøren Ruben Genz, der står bag film som "Kinamand" og "Frygtelig lykkelig", er aktuel med en filmatisering af Jens Blendstrups selvbiografiske roman, "Gud taler ud". Det guddommelige væsen, der refereres til i titlen, er dog ikke forfatteren selv, men hans far, Uffe Blendstrup, der i Genz' film portrætteres af en umådeligt oplagt Søren Malling. Der er visse andre ledestjerner i filmen. Som helhed er der dog desværre ikke meget at skrive hjem om, når Gud har talt ud, og rulleteksterne begynder at rulle.

I et parcelhus i 1980'ernes Risskov bor den lille familie, som snart vil få vendt op og ned på deres liv, idet de tager et seriøst opgør med Gud. Gud, eller Uffe, som han også bliver kaldt, arbejder som psykolog og er gift med svenske Gerd Lillian (Lisa Nilsson). Sammen har de tre sønner, hvoraf den ældste er flyttet hjemmefra og langt ud af Paradis. I Guds rige har den yngste søn, Jens (Marcus Gert), skrevet et digt, og Gud har set, at det er godt. Imidlertid ligger den mellemste søn på sit værelse hele dagen og laver rekorder under dynen, hvilket gør det ret svært at blive færdig med hans HF-eksamen eller at møde en pige af kød og blod.

Søren Malling er fremragende i rollen som den dæmoniske mand af principper. Ligesom utallige andre danske coming-of-age-historier er historien om Gud en historie om svigt, om psykisk og fysisk vold og om at komme stærkere ud på den anden side. Men det er også en historie om en helt særlig mand, der tror på sig selv, sine medmennesker og i allerhøjeste grad på nærværet mellem mennesker. Ved ikke at kalde denne dominerende kraft for "Uffe" eller "far" skabes en distance, der åbner op for et mere uforbeholdent portræt af faderen og samtidig giver et humoristisk twist på en del af beskrivelserne. Vi forstår, at dette er Uffes univers, men også at intet menneske er en ø.

Sangerinden Lisa Nilsson spiller drengenes mor, Gerd Lillian, som er limen, der holder sammen på familien. Selvom svenskeren har meget få scener, brænder hun igennem lærredet og sætter sig fast på nethinden som en stjerne blandt alt den grå og gule liguster-æstetik og Mallings blodsprængte fjæs. Den debuterende Marcus Gert er god som Jens Blendstrup, men det er Gud, det handler om. Jens er fortælleren og forbliver et vidne til handlingen og ikke den handlende. Ligeledes mangler de andre figurer, hans brødre og moren tyngde, da vi netop oplever alting igennem Jens og er afskåret fra deres inderste følelsesliv.

Ligesom familien må tage et opgør med deres Gud, må Gud, eller Uffe, også tage et opgør med sig selv og sin Gud. Søren Mallings skildring af den alkoholiserede patriark, der kæmper imod hverdagens trivialiteter, heriblandt en kræftsygdom og mos på taget, er en tour de force for den modne skuespiller, men filmen omkring ham har desværre ikke samme gennemslagskraft.

Det er, som om vi ikke kommer rigtig ind under huden på miljøet og karakterernes univers. "Gud taler ud" kæmper overordnet med en følelse af manglende fortid og opbygning af fortællingen og universet. Selvom Ruben Genz' film i glimt er både rørende og interessant, ender den i sin helhed som en rodebutik af 80'er-stil og familiedrama.