Anmeldelse: He Named Me Malala
Verden er heldig at have pigen, som overlevede. Pakistanske Malala Yousafzai blev som 15-årig skudt i hovedet af Taliban efter at have udtalt sig offentligt om kvinders rettigheder til bl.a. at få en uddannelse. Hun var med stor sandsynlighed med tiden blevet glemt som endnu et offer for religiøse ekstremisters forkvaklede ideologi, hvis skuddet havde dræbt hende. Men hun overlevede den ultimative uretfærdighed og blev stærkere som resultat heraf. Hele verden så på, mens hendes stemme blev større og hendes tilhængere flere. Malala blev den ultimative menneskerettighedsforkæmper, hvilket resulterede i tildelingen af Nobels fredspris i 2014.
"He Named Me Malala" er et portræt af Malala Yousafzai, der som nu 18-årig lever med sin familie i England. Her har hun boet siden attentatforsøget i 2012. Af sikkerhedsmæssige årsager er familien blevet i England, efter at Taliban meldte ud, at Malala vil blive dræbt, hvis hun vender tilbage til Pakistan. Vi oplever Malala som en ganske almindelig 18-årig pige sammen med sin familie. Hun skal passe sin skole og lave sine lektier, og hun fniser genert, da hun kigger på billeder af Roger Federer. Samtidig stiller hun op til talrige interviews og debatter, gæster The Daily Show og møder Præsident Obama. Malala er en almindelig pige i et ekstraordinært liv.
Davis Guggenheim, der bl.a. står bag dokumentarsucceserne "An Inconvenient Truth" og "Waiting For 'Superman'", har med "He Named Me Malala" bedrevet en flot og inspirerende dokumentarfilm. Vi følger Malala, mens hun rejser rundt i verden sammen med sin far, Ziauddin Yousafzai, der også er Malalas mentor, og som vi ligeledes får et portræt af, da hans historie i høj grad afspejler Malalas.
Mange af tilbageblikkene samt historien bag Malalas navn er fortalt med små, meget elegante og smagfulde animerede sekvenser. Med en simplistisk streg vækker de den følelse af uskyld og barnesind, som Malala et langt stykke hen ad vejen stadig besidder. Malala er smilende, sød og charmerende og samtidig utroligt velformuleret, moden og reflekterende, og Guggenheims portræt af hende er smukt og inspirerende.
Desværre kommer vi dog aldrig helt tæt på mennesket Malala. Historien om pigen, der trodsede alle odds og kæmpede videre, er både inspirerende og lærerig, men bevæger sig aldrig rigtigt ind på livet af hende som person. Portrættet af Malala forbliver for overfladisk og mangler substans til at blive rigtigt tilfredsstillende. Samtidigt føles midten af filmen, som især omhandler tiden i Pakistan og de politisk-religiøse spændinger i landet, noget langtrukken. Flere pointer og historier gentages unødigt, og det føles til tider, som om spilletiden er blevet trukket med scener, der kunne have været brugt til at give et mere fyldestgørende portræt af personen bag glansbilledet Malala.
"He Named Me Malala" er dog stadig en rørende og vedkommende dokumentar, fordi Malalas historie er rørende og vedkommende, og fordi Malala er en helt igennem inspirerende og ekstraordinær person. Davis Guggenheim har skabt et hjerteligt, varmt og ikke mindst vigtigt portræt, der - ligesom Malala selv - vil forblive relevant, så længe basale menneskerettigheder ikke bliver overholdt. Verden er heldig at have pigen, som overlevede.