Anmeldelse: Heartstone

I grunden er det ikke så underligt, at islændinge er et stolt folkefærd. Udover den smukke natur og et kick ass-fodboldlandshold, står den beskedne nation – set ud fra befolkningstallet på ca. 300.000 – også for en af nordens mest progressive filmindustrier. Det stopper imidlertid ikke her. Med ungdomsfilmen "Heartstone" har de såmænd også lavet den bedste nordiske ungdomsfilm siden svenske Lukas Moodyssons "Fucking Åmål" fra 1998.

Præcis som hos Moodysson handler "Heartstone" om pubertetens svære og forbudte følelser. I en lille islandsk flække er to nære teenage-venner, den klejne Thor (Baldur Einarsson) og høje kønne Kristján (Blær Hinriksson), ved at gå til af kedsomhed i den mildest talt røvsyge provinsby. De har sommerferie, og der er intet at lave andet end at fiske og forsøge at snige sig ind til halbal. Overgangen fra barn til unge er ved at komme for alvor til syne. Interessen for det andet køn er i fuld flor hos børnene, når den står på kysseleg med tungen og andre måder at anskue hinandens kroppe på. Hvor Thor er særligt optaget af én af pigerne, er Kristján begyndt at se sin gode drengeven i et helt andet lys. For Kristján er blevet ubehjælpsomt forelsket i Thor. Hvilket bestemt ikke er godt nyt i et lille lokalsamfund, hvor homoseksuelle er sådan nogen, man slår hånden af og tæver i fuldskab. 

Gudmundur Arnar Gudmundssons debutfilm er en rørende og charmerende bedrift, der på imponerende vis vækker genklang af pubertetens forvirrende overgang fra barn til voksen. Lokalmiljøets rå tone står i poetisk kontrast til fotograf Sturla Brandth Grøvlens naturskønne montager og intime close ups af vores to hovedpersoner. Bag de usikre drillerier og den akavede klodsethed, når børn skal forsøge at lege voksne, kastes vi ud i intens naturalistisk dramatik. Kristjáns rene kærlighed til sin bedste ven skærer dybt ind i hjertet i splittelsen mellem hengivent venskab og hormonel forelskelse.

Ingen kan løbe fra, hvad vi er – dét er som skåret ind i væggene på de islandske bjerge. Uanset hvor højt havmågerne skriger for at overdøve det. Uanset hvor meget Kristjáns alkoholiserede far forsøger at tæve noget andet ind i hovedet på sin kone. Eller for så vidt hvor meget Røde, den lokale bølle, end prøver at efterligne de maskuline forbilleder ved tankeløst at dræbe tilfældige dyr med sin riffel. Omgivelserne er ganske vist golde og ubarmhjertige, men der hersker også naturlig skønhed, som håbefuldt venter på at blive plukket med hånden fra den spirende ungdom. Men tør Kristján – og Thor – netop det?       

De forskelligartede følelser fanges sitrende i den nok så stille fiskerlandsby, hvad end det er pubertære frustrationer eller de voksnes skænderier. Selvom vi er i øjenhøjde med de unge drenge og piger, mærkes også forældrenes frustrationer og opgivelse. Over at livet ikke flaskede sig, som det de i deres ungdommelige naivitet ønskede – men af usagte årsager aldrig udlevede. Hvordan generationerne spejler sig i hinanden. Om det er i indebrændt jalousi over, at livet er foran fødderne af deres børn. Eller når børnene prøver at imitere deres voksne forbilleder i mangel af bedre eller værre. Gudmundssons næsten dokumentariske blik for at indlejre de små hverdagslige fortællinger i én skæbnesvanger hovedhistorie er ganske enkelt bemærkelses- og beundringsværdigt udført. Hermed endnu en grund til at være stolte, Island. 

Renheden i "Heartstone" er svær ikke at holde af. Som klassisk coming-of-age ungdomsfilm rammer Gudmundur Arnar Gudmundsson en helt særlig livsnerve, der vækker døsige teenage-minder op fra muldet. Naturen i al sin råhed vises i al sin almægtighed, om det er i pulserende teenage-hormon-kroppe, de ældre generationer eller det evigt omskiftelige islandske vejr. Gudmundssons debut er også en rørende hyldest til kærlighed og venskab, og hvor nemt grænsen mellem de to stærke følelser kan briste.

Heartstone

Kommentarer

Heartstone

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen