Anmeldelse: I, Tonya
Det er de famlende bevægelser, som alle karaktererne i "I, Tonya" indeholder, der gør filmen til et fascinerende studie af en af sportsgenrens mest omtalte personer.
Det er svært at lave en gribende sportsfilm, for sport er sjældent interessant nok til at danne en film omkring, og ikke mange sportsudøvere er karismatiske nok til at kunne bære deres egen film. Det er samtidig ikke tit, at sportsverdenen oplever de helt store sensationer, der får selv dem, der er uinteresserede i sport, til at høre efter. Men "I, Tonya" har noget så sjældent som begge dele. I Margot Robbies skikkelse bliver den barske skøjteprinsesse fra arbejderklassen, Tonya Harding, en dybt underholdende protagonist i filmen om et af sportsverdenens mest sensationelle overfald.
Det eneste Tonya Harding nogensinde ville ses som, var en skøjteløber, men den generelle verden kan ikke lade være med at høre Hardings navn uden også at tænke på en grædende Nancy Kerrigan, der netop har fået sit ben forsøgt ødelagt. "I, Tonya" handler om den katastrofe, der ødelagde Hardings liv, men den handler også om en kvinde, der oplevede succes imod alle odds og nederlag på grund af selvsamme odds. Hun var ikke den skøjteprinsesse, dommere og publikum gerne ville have, men hun er netop den hovedperson, der får "I, Tonya" til at ånde og trække vejret som en solid film om et menneske på godt og ondt.
Dette er Tonya Hardings film. Den handler ikke om Nancy Kerrigan, og den handler ikke udelukkende om "hændelsen", som alle kalder den katastrofe, der indtraf i 1994, da Kerrigan blev angrebet efter at have øvet sig på isen. Selvom, som Tonya Harding dog siger til et afventende publikum: "Det er jo derfor, I her". Deri ligger noget sandhed. I starten. Indtil vi lærer Tonya Harding at kende og via hende opdager, hvordan svagheder kan blive styrker i en film, der aldrig ser Harding som et offer, men derimod en tornado af et menneske, der ikke fandt sig i noget.
"I, Tonya" prøver så vidt muligt at læne sig stærkt op ad virkeligheden, og der er også nok i de forskellige interviews fra de implicerede til at skabe en film, der sælger sig selv som drama, men hvis historie er absurd nok til at blive anset som komedie. Fra Tonyas "bodyguard", der lyver sig til at være terrororganisationsekspert, til moderens fugl på skulderen, der hele tiden nipper hende i øret som en ynkelig erstatning for en datter, er der fut i fyrtøjet, når det gælder de utallige humoristiske indfald. I midten står Tonya, der bare prøver at blive bedre til dét, hun lever for, men som også konstant skal kæmpe med både sig selv og sine ikke særligt idiotsikre omgivelser.
Det er de famlende bevægelser, som alle karaktererne i "I, Tonya" indeholder, der gør filmen til et fascinerende studie af et af sportsgenrens mest omtalte personer. Det er ikke angrebet på Nancy Kerrigan, der er interessant. Det er den vanvid, der herskede omkring hver en handling og de selvmodsigende interviews, der – uanset hvilken forklaring, der er den rigtige – altid virker som en løgn ude på et overdrev.
Der er ingen af os dødelige, der nogensinde kan sige, hvad der skete dengang i 1994, men "I, Tonya" burde heller ikke ses som et sandhedsvidne i en debat. Den skal ses som et indspark i den evige fortælling om en sportsverden, der sommetider kan være ganske usportslig i dens betragtning af sine udøvere, og den skal ses som en komedie om virkeligheden, når den er ude på sit værste overdrev.