Er virkelig skuffet over Jigsaw den mindre slet ikke om en efter følger af de andre håber hels af dem som ser den ikke har set de andre tror mere eller mindre af man skal se den som en helt anden film der mangler handling pluds jeg synes drabene er kedelig der mangler noget som i der 3 første film hvor der en som vågne op i i mørket der mangler bare meget mere uhygge
Anmeldelse: Jigsaw
"Jigsaw" er en absolut skændsel mod ikke bare horror-genren, men den første film i serien.
Hvis der er én franchise i den amerikanske skrækfilmsmaskine, der i dén grad har fået tag i tilskuerne over hele verden, er det historien om den bestialske Jigsaw, der bruger forfærdelige mekanismer i sine morderiske metoder overfor sine ofre, der ikke sætter pris nok på livet. Hollywoodbosserne elsker det. De kan lave hurtige film uden at tænke over plot eller handling, så længe der er nok torturscener involveret – og desuden labber publikum det i sig. De kritiske af os sidder på sidelinjen og spørger: "Har vi virkelig brug for endnu en film om Jigsaw?"
Handlingen er simpel som altid: Jigsaw er på spil igen. Han døde for lang tid siden, men hans metoder bliver nu igen taget i brug i en gammel lade, hvor en gruppe uheldige mennesker må se fortidens synder i øjnene. Samtidig arbejder en politienhed mod uret, når de skal opklare mysteriet: Hvem er det, der sætter alle disse ting i spil, når nu John Kramer aka Jigsaw døde for mange år siden?
Denne gang er det Spierig-brødrene, der står bag projektet. Måske er det et tegn på, at der sker noget nyt? Måske har Spierig-brødrene – der tidligere har stået bag "Daybreakers" og den glimrende "Predestination" – dét, der skal til for at forny denne efterhånden fortærskede historie? Svaret på dette forhåbningsfulde spørgsmål er desværre et rungende nej. "Jigsaw" virker mest af alt som en måde for de to brødre at skrabe penge sammen til deres efterfølgende film, "Winchester", for der er absolut intet i "Jigsaw", der giver tilskueren en fornemmelse af, hvor gode instruktører de to brødre kan være.
Det mest interessante ved "Jigsaw" er ikke de efterhånden fantasiløse torturmetoder, der synes hovedsageligt baseret på en ekstraordinær evne til at kende fremmede menneskers reaktionsmønster til hver en detalje, men derimod hvordan man i dette torturskabte fantasiland ansætter sine politifolk. En film om denne fremgangsmåde kunne være anderledes interessant, da der i "Jigsaw" (og "Saw"-franchisen generelt) synes at være en udelukkelse af intelligens på arbejdet. Her har vi at gøre med en samling dybt inkompetente politimænd og retsmedicinere, der endda er betydeligt nemme at manipulere. Så nemme, at en mand i en enkelt scene anholdes uden beviser, hvorefter han forvisser sin anholder om, at det må være en anden mand, der er skyldig, fordi "han virker da mistænkelig, synes du ikke?"
Hver en scene i "Jigsaw" handler om kampen mod den voldsomme forbryder, men der er ingen udvikling til at gøre os interesserede. Det kunne skyldes, at der kun findes to slags scener: dem med tortur og dem med efterforskning. Nej, dem med "efterforskning" i citationstegn. Dem bliver der i halvanden time lystigt klippet mellem uden følelse for timing eller relevans. Torturscenerne er nyttesløse. Efterforskningen er ufrivilligt morsom.
"Jigsaw" er en absolut skændsel mod ikke bare horror-genren, men den første film i serien, der ikke dvælede ved torturen og derfor var en langt mere effektiv film. Som en del af serien skal dette nyeste epos være med til at skabe nye fans og begynde på en frisk. Men der er ikke meget nyt at komme efter her udover den triste viden, at vi kunne have fået en ny og bedre film af Spierig-brødrene og endte med "Jigsaw".