Anmeldelse: Justice League

Bortset fra inklusionen af mere humor virker det, som om DC intet har lært.

Hidtil har DC Comics' forsøg på et filmunivers ikke været specielt vellykket. "Wonder Woman" gav noget håb for universet, men hvad der kom før den gik fra at være dårligt til fornærmende dårligt. Man kunne derfor håbe, at "Justice League" fortsætter de positive takter fra "Wonder Woman". Desværre er dét ikke tilfældet.

Bortset fra inklusionen af mere humor virker det, som om DC intet har lært. Filmens længde på to timer er langt fra nok til at håndtere alle plottråde. Rumvæsner er kommet for at overtage Jorden, hvor Bruce Wayne/Batman (Ben Affleck) prøver at samle et hold af superhelte, der skal redde verden. Dette er blot ét ud af i alt otte(!) handlingstråde, der inkluderer Batmans skyldfølelse over begivenhederne fra "Batman v Superman: Dawn of Justice", Cyborg (Ray Fisher), der skal finde sig selv, og Wonder Woman (Gal Gadot), der skal komme sig over begivenhederne fra sin egen film. Og dette er blot et oprids af de forskellige plotlinjer.

Filmen går alt for ofte i stå grundet dette, og handlingen bliver hurtigt noget rod. Hvis DC havde haft tålmodighed, kunne de have introduceret Aquaman, The Flash og Cyborg i hver deres film, så "Justice League" ikke skulle spilde så meget tid med at etablere dem. En lektie, som Marvel hurtig indså. Her er så meget hastværk i forhold til handlingen, at intet når at gøre indtryk – ikke en gang invasionen af rumvæsnerne, der helt forsvinder i en periode midt i filmen. Aldrig føles det, som om der rent faktisk står noget på spil.

Derfra bliver der budt på forceret humor, hvor det er umuligt ikke at have ondt af Erza Miller som The Flash. Den stakkels mand prøver hårdt at sælge humoren, men han har ikke manuskriptet med sig. Jokesene er akavet klippet ind i scener, hvor det virker, som om de oprindeligt ikke hører hjemme, men alligevel bliver tvunget til at passe ind. Actionsekvenserne er til gengæld flotte, men tilbyder intet, som ikke er set før. De er ikke dårlige, de er bare intetsigende.

Hvad bliver der så ellers budt på? Dygtige skuespillere, der til tider må arbejde med forfærdelig dialog. Plottet viser enkelte gange potentiale, men det bliver aldrig udnyttet. Filmen har desuden en tendens til, at karaktererne pludselig dukker op, uden forklaring på hvordan de kom frem til den aktuelle situation. Generelt hersker der en følelse af, at man har taget den på gefühl og ikke tænkt på at underbygge med forklaring.

Jeg vil så inderligt gerne have, at DC Comics får succes med deres eget univers, men de har endnu en gang formået at snuble over deres hastværk. "Justice League" er frustrerende dum larm, der aldrig rigtig får lov til at trække vejret. Præcis som "Batman v Superman: Dawn of Justice". Bedre held næste gang, folkens.

I anledning af premieren på "Zack Snyder's Justice League" genudgiver Moovy biografanmeldelserne af tidligere DCEU-film. Denne anmeldelse udkom oprindeligt i 2017.

Justice League

Kommentarer

Justice League

  • ★★★★★★0

    Ahh, jeg ved nu ikke helt....Er det ikke som om, at det bliver lidt rigeligt postulerende?

    Du har altid ret - han tager munden lidt for fuld :-)

    Wayne19-03-21 10:15

  • ★★★★★0

    Ja, så blev der ligesom sat punktum i den sag.

    Ahh det da ikke hel sikkert jeg mener det , hel an på om vi høre flere kommentar fra vedkommende.

    Elwood19-03-21 13:04

  • ★★★★★0

    Ahh det da ikke hel sikkert jeg mener det , hel an på om vi høre flere kommentar fra vedkommende.

    youtu.be/yqyixwqiCag

    The Insider19-03-21 13:12

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen