Anmeldelse: Kajaki

Krigsfilm reducerer ofte krig i sig selv til tju-bang action, der underholder sig selv til døde. Ofte mærkes krigens klaustrofobiske og sveddryppende intensitet ikke dér, hvor ét forkert skridt er forskellen på liv og død. Adrenalinen skydes imidlertid direkte i blodbanerne med "Kajaki" - en britisk crowdfunding-film, som i tonen impulsivt veksler fra kammeratlige klap på skulderen til smertefulde leverstød. Og som i øvrigt er på den sparsomme liste af fremragende krigsfilm, som jeg helt afgjort aldrig skal gense.  

Kajaki - Helmandprovinsen i Afghanistan, 2006. En tremands-patrulje har fået til opgave at fjerne en taleban-afspærring. Da den ene af soldaterne træder på en mine og mister sit ene ben, tilkaldes et evakueringshold. Det viser sig, at hele området er et forladt russisk minefelt, og derfor at alle soldaterne er indespærret. Hver bevægelse kan udløse de særdeles følsomme landminer, der ligger spredt udover hele arealet - samtidig med at frygten for et taleban-angreb lurer bag sandklitterne under den steghede sol.  

Det er fuldstændigt umuligt ikke at lade sig rive med af den neglebidende intensitet i "Kajaki" - vel at mærke uden at der bliver affyret skud i kampens egentlige hede - i det tætpakkede minefelt. For minerne er derude i massevis, ventede under sandet - men hvor? Og hvem er den næste soldat, der sætter foden et skæbnesvangert sted?  

"Kajaki" fungerer fantastisk godt, og det er der flere årsager til. Filmen er baseret på virkelige hændelser, og det mærkes på den tydelige bestræbelse på troværdighed. Ud over filmens nervepirrende anden halvdel, hvor vores "helte" er fanget i minefeltet, introduceres vi til en deling soldater, som i bund og grund bruger det meste af dagen på kækt at drille hinanden og ja - kede sig. Soldaterkammeraterne bliver troværdigt introduceret, og vi får et tilhørsforhold til persongalleriet som mennesker af kød og blod. Når ulykken indtræffer, og de skrigende unge mænd bliver flænset i småstykker og forbløder, er det slet ikke til at bære.

Det altafgørende momentum mellem intensitet og autencitet balancerer på et knivsæg, hvilket den debuterende instruktør Paul Keats mestrer til perfektion. Sært malplacerede humoristiske indslag forstærker filmens gennemgående troværdighed. Her er ikke tale om fjollede Arnold Schwarzenegger-one liners, men derimod humor som overlevelsesbetingelse. Når soldaterne ligger på jorden med afrevne lemmer, holdes moralen oppe med små absurde og bevidst dårligt timede humoristiske stikpiller, der sætter situationen - og krigens absurditeter - yderligere i relief.

Ikke mange krigsfilm byder på så lidt skudild som "Kajaki" og er samtidig så medrivende og velfortalt. Fjenden under sandet er umulig at besejre med krudt og kugler, hvilket samtidig bliver en implicit metafor for krigen i Afghanistan - og krigs absurditet i det hele taget.   

    

Kajaki