Anmeldelse: LEGO® Batman Filmen

Med "LEGO filmen – Et klodset eventyr" fra 2014 overraskede instruktørerne Chris Lord og Phil Miller mange, der troede, at filmen blot ville være en sørgelig undskyldning for lettjente moneter. I stedet viste den sig at være en umådelig morsom og uhøjtidelig animationsfilm, der på intelligent facon drog fordel af mulighederne (og begrænsningerne) ved en verden bygget af legetøj. Der lød ramaskrig, da filmen ikke blev Oscar-nomineret, men så kan man jo altid forsøge igen. Denne gang med den barnlige Batman-figur i hovedsædet.

Lego-universets Batman er arrogant, infantil og selvforherligende. En brysk selvtægtsmand, der afviser fællesskabet og kærligheden. Dermed ikke sagt, at han ikke nyder tilværelsen. For når han kommer hjem, står den på mikrobølgeopvarmet hummer og en flydetur i bathulens klare vand. Alle elsker Batman. Undtagen Jokeren, der inderligt ønsker, at Batman vil anerkende ham som hans ærkefjende og derfor slipper alverdens skurke løs i Gotham City. Nattens hævner nødsages nu til – i hvert fald i nogen grad – at fralægge sig sit ego og samarbejde med den nyudnævnte politikommissær og den søn, han adopterede ved en fejl. Ups.

I en næsten rørende scene i filmens begyndelse fortæller Batman til Jokeren, at han er aldeles ligeglad med ham. Skurkens mund begynder at bævre, og han forlader stedet med tårer i øjnene. "LEGO® Batman Filmen" tager tykt pis på det fjendeforhold, der tages så alvorligt i live-action filmene. Folkene bag viser endnu engang, at de forstår at udnytte universets bagvedliggende mytologi.

Gennem et hav af referencer til andre filmuniverser appellerer filmen til aldersgrupper i et bredt spænd. På forunderlig vis lykkes det at inkorporere skurke som King Kong, Voldemort og Sauron i historien, resulterende i en gakket, men højst underholdende kamp mellem godt og ondt. Ramsaltet og ofte ret sort humor hæver oplevelsen og giver børnefilmen en forfriskende fornemmelse af fantasifuld dumdristighed. Som når en technopumpet trailerpræsentation bedyrer, at den nye politikommissær vil bekæmpe kriminalitet med: Statistikker! Og næstekærlighed! Eller når Batmobilen entrerer scenen flyvende gennem en mur, fordi Batman fortæller den, at den skal overkompensere. Herligt.

Men der lurer også en fare. Ikke i Jokeren, der egentlig er en god nok fyr, men i en historie så overlæsset med popkulturelle referencer og slang. Oversat til dansk mister mange af vittighederne deres pondus, og nogle er decideret umulige at få med. Stemmearbejdet er over hele linjen tilfredsstillende, men noget af den badass attitude, der ellers er gennemgående, går tabt. Ligeledes kan den evindelige jeg-er-den-fedeste-i-verden humor hurtigt blive ensformig, og efter en time falder jokes'ne mere fladt. Batman bliver næsten uudholdeligt selvfed.

Chris Miller og Phil Lord er i anden omgang blevet erstattet af Chris McKay, men den fantasifulde legesyge, de bragte til "LEGO filmen – Et klodset eventyr" er stadig intakt. "LEGO® Batman Filmen" er mere simpel, og komikken spiller lidt for ensformigt på Batman som selvelskende tough guy uden selverkendelse. Men historien er et opkvikkende miskmask af universer, gakkede indfald og elskelige bikarakterer. Med flagermusmandens solofilm har LEGO-filmene endnu en gang bevist, at de er berettiget af grunde udover de kommercielle.

LEGO® Batman Filmen

Kommentarer

LEGO® Batman Filmen

  • ★★★★0

    LEg GOdt var dansk oprindeligt ik'?

    ..just another company..

    Bevares!? Hvis det kan give DC et boost, så fred med det :-)

    (beklager! er bare SÅ træt af: Superhelte og pop/neo-nørd kultur)

     

    Gasivodo 9-02-17 02:32

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen