Anmeldelse: Lev om natten

Den schweiziske arkitekt Le Corbusier begik en enorm fejl, da han var med til at udforme Den Internationale Stil, som utallige, sociale boligbyggerier er blevet bygget efter sidenhen. Ideen var at forene datidens mange tilflyttere til byen i enorme, monolitiske bygninger, men holde de ensformige vægge hvide og flade, så beboerne hver især kunne tilføje dem deres egne særpræg. Disse "lærreder" blev bare aldrig udfyldt, og i stedet kender vi alle dette projekts ensfarvede, grå resultat. Ben Affleck synes med sit ambitiøse gangsterepos "Lev om natten" at gentage mange af Le Corbusiers fejl.

Joe Coughlin (Ben Affleck) lever i Boston under 20'ernes alkoholforbud. Efter sine erfaringer som soldat under 1. verdenskrig kan Joe hverken følge autoriteter eller dræbe igen. Derfor forholder han sig til hverken politiet eller byens organiserede kriminalitet, når han røver folk for deres penge. Planen holder dog ikke længe, og Joe slipper knapt nok med livet i behold, efter at byens irske bande prøver at dræbe ham. Han må nu rejse til Florida for at arbejde for italienerne, som vil have ham til at bruge sine talenter til at få styr på deres romsmugleri. Nu kan han planlægge sin hævn, men varme Tampa ser ud til at smelte Joes kolde Boston-hjerte. Samtidigt byder nye muligheder sig, og Joe ser sig nødsaget til at balancere mellem sin kriminelle og lovlydige side.

Det kan måske virke underligt at sammenligne en film med en arkitektonisk stil, men "Lev om natten" prøver så insisterende at holde sig inden for diverse gråzoner, at flere og flere aspekter undervejs begynder at ligne ubetydelige nuancer af det grå byggemateriale over dem alle – beton.

Først og fremmest ses dette hos filmens arkitekt og primære beboer, Ben Affleck. Ligesom Le Corbusiers hvide lærred vælger Affleck at give sine skuespillere, især sin egen hovedrolle, så lidt karisma som muligt. Den umiddelbare plan om at lade publikum udfylde karaktererne via deres egen fantasi virker kun, når unge Elle Fanning og veteranerne Remo Girone og Chris Cooper viser deres imponerende evne til at underspille. Deres dialog er dog lige så knastør som alle andres, og ud af filmens enorme cast er det kun de skønt spændstige Siena Miller og Chris Messina, der er en fryd at opleve. Affleck selv er den værste. Med sin nyligt erhvervede Batman-muskelmasse og ét eneste ansigtsudtryk er han ufrivilligt fjollet at følge. Det er som at se en bunke betonmursten rende rundt og lege gangster i hørjakkesæt og panamahat.

Den grå farve er heldigvis ikke at finde så meget i filmens visuelle del. Farverne er livligt indfanget af filmfotograf Robert Richardsons kamera, der især støttes af et så smukt og imponerende produktions- og kostumedesign, at det ofte føles ligegyldigt med de livløse karakterer i billedet. Valget af lav dybdeskarphed gør det dog besværligt at nyde andet end lige dét, som er i fokus, og ofte er det desværre det søvndyssende skuespil. Ligesom mange fejlslagne byggerier virker det også, som om Affleck flere gange har måttet nedjustere sit ambitiøse projekt undervejs. Overgange mellem dele af handlingen er akavet spartlet sammen med store mængder voice over, der ofte beskriver langt mere spændende hændelser end det filmede.

"Lev om natten" er en flot film på samme måde, som moderne betonbyggerier er det i dag. Masser af pænt glas udenpå, men omme bag den fine facade står et umådeligt kedeligt håndværk og truer. Spørgsmålet er i sidste ende, om Affleck kommer til at lære lige så meget af sine fejl, som man i arkitekturen har lært siden Le Corbusier.