Anmeldelse: Lights Out

Flere og flere talenter bliver opdaget via sociale medier. Svenske David F. Sandberg er ingen undtagelse, da han med den knapt tre minutter korte gyserkortfilm "Lights Out" fra 2013 skabte en regulær YouTube-succes med over 12 mio. visninger. At det lykkes den spillefilmsdebuterende instruktør at presse 85 minutter ud af den sparsomme grundidé og endda gøre det overbevisende, fuldbyrder på sin vis sensationen. 

Det spøger i den lille kernefamilie med far, mor og børn. Mor (Maria Bello) har en dyb depression, hvilket påvirker resten af familien – mere end hun vil vedkende sig. Og ja – så er der Diana. En skygge af fortiden, der vækkes til live overfor resten af familien, når lyset slukkes, og som har ét mål – at splitte familien ad. Helt bogstaveligt talt.   

Motivet fra kortfilmen ér spillefilmens grundpræmis. En mystisk, mørk og morderisk skikkelse dukker uanmeldt op, hvornår end lyset slukkes – eller simpelthen pludseligt går ud. Når lyset tændes, er skikkelsen væk. Ekstremt simpelt og uhyggeligt effektiv. Med fed streg under "uhyggeligt".

Som udgangspunkt har "Lights Out" intet originalt at byde på rent genremæssigt. Helt uden omsvøb trækkes der på let genkendelige gyserkonventioner, der er set adskillige gange i amerikanske 80'er teen-slashers og J-horror. Heriblandt overforbruget af jump-scares og et overnaturligt "The Ring"-lignede monster – inklusive karakteristiske lyde, der går igennem marv og ben. Forudsigelighederne til trods formår Sandberg at gøre dæmoniske Diana til et overraskende skræmmende bekendtskab.

"The Babadook" føles i flere henseende som den åndelige forgænger. En lille drengs uskyldighed kontra den altopslugende frygt for moderens psykologiske tilstand, der forvandler dét, som foregår i skyggerne, til monstret under sengen. Diana kradser dybe, psykologiske ridser i familieidyllens overflade, når tung depression transformerer det trygge hjem til rendyrket, manifesteret angst. Hér er "Lights Out" bedst – når det hele er mørkt og uigennemskueligt. Når det tynde plot kigges efter i sømmene, og et mindre stykke detektivarbejde fra familiens handlestærke emo-rockdatter løser gåden om Diana, opløses den altafgørende mystik også.

Jump-scares er sjældent set så rutschebane-medrivende som i filmens suveræne første ti minutter. Filmens resterende 75 minutter byder på spændende elementer, til trods for at virkemidlerne er iøjnefaldende forudsigelige. "Lights Out" byder ikke på en synderlig interessant historie eller et nytænkende plot. Til gengæld er filmen udført så angstprovokerende skræmmende, at manglerne absolut er til at leve med.  

Lights Out