Anmeldelse: Luk solskinnet ind

Juliette Binoche leverer en flot præstation som desperate og deprimerende Isabelle.

Franske Claire Dénis har gennem årene markeret sig som én af de stærkeste stemmer inden for filmverdenen. Det gjorde hun eksempelvis med filmen "Beau Travail" fra 1999, der ikke blot betragtes som et moderne mesterværk, men også som én af de bedste film instrueret af en kvinde. Nu er Dénis igen at finde i de danske biografer med "Luk solskinnet ind" – en film, der tilbyder en frustrerende oplevelse.

Vi følger den midaldrende kunstner Isabelle (Juliette Binoche), der som fraskilt mor leder efter manden i sit liv. Men denne desperation om at genfinde den store kærlighed fører hende ud i affærer med flere mænd, der alle har svært ved at leve op til hendes forventninger. Der er noget særligt over filmens behandling af kærlighed.

Dette er ikke en sukkersød historie om, hvor dejligt kærlighed kan være, men om hvordan jagten på den kan være nedbrydende. Binoche leverer en flot præstation som desperate og deprimerende Isabelle. Gérard Depardieu skal også påpeges for en god præstation trods hans forholdsvis lille rolle. De bakkes dog ikke altid op af manuskriptet.

Der bliver ikke givet nok information om Isabelle til, at man for alvor føler med hende. Vi får at vide, at hun er kunstner og har en datter med eksmanden Francois (Laurent Grevill). Disse elementer skøjter filmen hurtigt over for at give plads til Isabelle og hendes uheldige affærer med forskellige mænd. Det hjælper heller ikke, at enkelte scener kræver, at Binoche skal nå begge ender af følelsesregisteret i løbet af få minutter.

Dette er en film, der er bundet til sit tema på godt og ondt. Vi må ikke føle 100 % for hende, for selvom hendes forskellige affære er uheldige, skyldes det mindst lige så meget Isabelles desperation, der forvolder hende smerte. En sådan narrativ er tidligere set i "Manchester by the Sea", men hvor den Oscar-belønnede film sejrede grundet det flotte tematiske arbejde og hjerteskærende øjeblikke, føles Dénis' film hul. Når rulleteksterne ruller over skærmen, er der ikke nok, der bliver hængende i ens hukommelse. Udover følelsen af forvirring

Hvad man får ud af denne film kommer an på humøret. Her er en masse, der vil frustrere, men også en del at tænke over. Den når bare ikke de højder, som Claire Dénis er kendt for. "Luk solskinnet ind" er bestemt ikke en film for alle, så forvent en polariserende oplevelse.

Luk solskinnet ind

Kommentarer

Luk solskinnet ind

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen