Anmeldelse: Lysets nostalgi

Nuet eksisterer ikke. Der vil altid være en tidsforskydning mellem, hvornår tingene sker, og hvornår du ser dem ske. Indrømmet, oftest er forskydningen mikroskopisk lille, men det ændrer ikke på, at uanset om du ser på nattehimlens stjerner eller kigger på din computerskærm en halv meter foran dig, så betragter du fortiden. Det skyldes, at det tager tid for lyset at bevæge sig. Sådan udtaler en af de interviewede astronomer i "Lysets nostalgi". Netop fortiden er også omdrejningspunktet for den chilenske dokumentar fra 2010, der gør noget så mærkværdigt som at blande blodsudgydelserne under Pinochet-regimet med astronomi.

Hvordan i alverden får man så en film om astronomi og et diktaturstyre til at gå op i en højere enhed? Man starter med det fælles udgangspunkt: Atacama-ørkenen. Den chilenske ørken er ikke bare stedet, hvor verdens største teleskoper er placeret. Det er også her, hvor Pinochet begravede lig i massevis. Så mens astronomerne kigger op mod stjernerne efter svar, gennemsøger ældre chilenske damer den næsten uendelige ørken i håbet om at finde rester af deres familie og venner. Begge leder de efter svar på fortiden. Men hvor astronomernes søgen følges bredt, er der ikke mange, som vil kendes ved damernes gøren. Ikke engang Chiles skolebørn lærer om massedrabene under Pinochets styre. Men hvordan kan man være så fascineret af den fjerneste fortid og samtidig ignorere den nærmeste? Det er er det paradoks, som har fascineret instruktøren Patricio Guzmán. 

Hvor absurd det er, at de stakkels gamle damer ikke får hjælp til deres søgen, understreger Guzmán effektivt ved at vise billeder af den smukke, men barske ørken. Det er tydeligt for enhver, hvor håbløst et arbejde det er at finkæmme den 100.000 km2 store ørken. Interviewene med de grædefærdige damer kan da heller ikke undgå at gøre indtryk. At de mere end noget andet ønsker at finde resterne af deres elskede for at få ro i sindet er simpelthen så menneskeligt og sympatisk, som noget overhovedet kan være. 

Jeg kunne i det hele taget godt have ønsket mig, at filmen havde valgt at fokusere fuldt ud på Pinochet-regimet. For ganske vist er det imponerende, at Guzmán har turdet kaste sig ud i et poetisk filmessay, der uden videre springer frem og tilbage mellem sort-hvide billeder af månen og interviews med Pinochets ofre. Men for pokker hvor er det dog svært ikke at finde sammenligningerne søgte. Den store lighed mellem et kraterfyldt månelandskab og et close-up af et hærget kranium skaber da indrømmet en æstetisk flot overgang, men mere end flotte billeder er det ikke.

Et problem med den fragmentariske tilgangsvinkel er også, at vi aldrig for alvor bliver klogere på hverken astronomi eller Pinochet-styret. I stedet får vi serveret brudstykker af begge dele, som i sidste ende ikke rigtig fører nogen steder hen. Det skal dog retfærdigvis siges, at flere af disse brudstykker – særligt dem omhandlende perioden under Pinochet – individuelt set fremstår uhyre stærke. Netop derfor er det svært ikke at ærgre sig over, at "Lysets nostalgi" ikke efterlader et stærkere aftryk, end det er tilfældet.

Chilenske Patricio Guzmán har formået at lave en dokumentar, hvis ambitionsniveau sjældent har set mage. Her bliver noget så forskelligt som astronomi og følgerne af Pinochet-regimet blandet sammen på kryds og tværs. Men selvom der er en pointe i, at astronomerne kigger på himmellegemer fra den selvsamme ørken, hvor gamle damer leder efter dræbte familiemedlemmers legemer, så er det svært at købe de mange sammenligninger. De virker simpelthen for søgte. Derfor ender "Lysets nostalgi" som en dokumentar, hvis interessante individuelle dele desværre ikke helt går op i en højere enhed.