Anmeldelse: Maze Runner: Dødskuren

Tredje og sidste del af populær young-adult trilogi stopper heldigvis, mens legen stadig er god

Efter en hidsig omgang young adult-filmatiseringer lader det til, at det er gået fra højvande til lavvande. Temaerne ud i hvor unikke teenagere er, er blevet grundigt udforsket i "Hunger Games"-, "Maze Runner"- og "Divergent"-filmene. Med "Maze Runner: Dødskuren" er vi nu nået ved vejs ende med en trilogi, der trods floskler og overmættet dannelsesrejse-symbolik har haft klaret sig hæderligt som ren underholdning.       

Thomas (Dylan O'Brien) & Co. sætter den sidste spurt ind for at finde kuren mod sygdommen, der forvandler mennesker til zombier. Altså bortset fra de helt specielle teenagere, som ikke kan blive smittet. Sammen med gruppen af de venner, der også tidligere var fanget i labyrinten og nu løbet væk derfra, skal de bryde ind i den legendariske by Last City. Byen er i sig selv en udfordrende labyrint af snævre korridorer, men også af altafgørende beslutninger ud i venskab, kærlighed og faderkomplekser. Udover at finde dødskuren skal han også redde sin gode ven, der er blevet fanget til horrible eksperimenter.

Filmatiseringen af James Dashners ungdomsbogserie fortsætter i samme spor som forgængeren "Maze Runner: Infernoet". Dystopi, action og rejsen fra barn til voksen er et imponerende effektfyrværkeri, der er skiveskåret efter samme motiver og struktur som størstedelen af de andre young adult-filmatiseringer. Og Star Wars. Og mange af superheltefilmene. Amerikanske "Hero's Journey"-samlebåndseventyr kan indimellem overleve på underholdningsværdien i sig selv. "Maze Runner: Dødskuren" formår netop dét og ikke meget andet.

På sin vis kunne "Maze Runner: Dødskuren" ligeså godt foregå på et amerikansk college. Thomas er en misforstået teenager, der hænger ud med Gladers-kliken – outsiders, der er immune overfor den "sygdom", der normaliserer alle til tankeløse "zombier". Thomas er splittet, for det at være teenager er jo en brydningstid. Splittet mellem forelskelsen i to piger, hvor den ene har haft svigtet ham, og den anden er klikens søde og stabile hunkønsvæsen. Thomas vil redde og imponere storebror Minho, skolens fodboldhelt, fra at være "fanget" til eftersidning, mens vores helt er bange for at svigte den svagelige lillebror Newt. Alt dette, mens et blodigt opgør raser mod fader- og moderbindingerne; eller om man vil, den grumme skoleinspektør og den hårde klasselærerinde, der dybest set kun vil det bedste for alle. Thomas skal lære at være hovedpersonen i sit eget liv. Puha, det' hårdt.

At "Maze Runner: Dødskuren" er så lige efter bogen har til dels sin charme. Intet bliver nogensinde overraskende, og det er lidt sødt, at en ordinær ungdoms-dannelsesrejse blæses så højdramatisk op. Luften siver dog stødt ud af ballonen. Til trods for action-underholdningen og filmens ellers raske tempo er 142 minutter for lang tid til en fortælling, der med fordel kunne have været 45 minutter kortere. Filmiske postapokalyptiske scenarier er ofte interessante alene på grund af universet, men fordi fokus er på vores teenage-helt, levnes ikke mange detaljer om omgivelserne. En skam, eftersom set-designet er ekstremt flot og sagtens kunne have medført langt større indlevelse i en fortælling, der nemt kan reduceres til fortællingen om en almindelig teenager med almindelige problemer.  

Sidste del af "Maze Runner"-trilogien er en hæderlig afslutning på en jævn trilogi. Som filmatisering af James Dashners young-adult bøger kan der ikke forventes andet end, at det naturligvis er teenageres kvaler med voksenverdenen, der er i fokus. Det havde dog pyntet at udvide universet en smule – men det kræver også et litterært oplæg, der har tilpas nok at byde på.